I ved, den slags mennesker, der hellere vil snakke end handle.

En sådan karakteristik vil man som politiker på Christiansborg meget gerne undgå. Her handler det om at fremstå viljefast og handlekraftig. Som en, der både evner at identificere væsentlige problemstillinger og gøre noget ved dem.

Folkets frontkæmper. Demokratiets verdensforandrer til det bedre.

I det lys er det tankevækkende, hvordan de politiske magthavere behændigt kryber uden om en aktuel og relevant problemstilling, der ellers synes forholdsvist let at fikse.

For mens politikerne i disse tider har travlt med at tale om danskernes pensionsalder, har de meget lidt travlt med at tale om deres egne guldrandede pensionsvilkår.

Her er handleviljen umiskendeligt fodslæbende.

I et halvt årti har Socialdemokratiet og Venstre lovet at ændre på politikernes egne løn- og pensionsforhold, som adskiller sig markant fra dem, som resten af befolkningen har.

Men intet er sket.

Som det er i dag, kan en politiker, der har siddet 20 år i Folketinget, indkassere en pension på 35.000 kroner. Hver måned. Resten af livet.

Har du været minister i otte år, lægges der yderligere en god sjat oveni. Det betyder, at politikere som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen får 58.100 kroner i månedlig, livslang pension, den dag de forlader arbejdsmarkedet.

Det er vist lige til at klare sig for.

Læg dertil lukrative barselsvilkår og et skattefrit månedligt tillæg, og du har en samlet pakke, der på ingen måde stemmer overens med det omgivende arbejdsmarked.

At politikere på Christiansborg har visse vilkår, der adskiller sig fra almindelige lønmodtageres, kan fint forsvares. Men her er forskellene så tydelige, at man undres.

Til gengæld undrer det ingen, at politikerne har meget travlt med at lade den fede guldkalv leve videre bag kulisserne. Det er aldrig sjovt at skulle forringe egne privilegier. Det er nemmere at forringe andres.

Problemet er bare, at politikernes pensionsvilkår fra en anden planet får det til at klinge hult, når de samtidig har travlt med at forklare og forsvare over for alle os andre, hvorfor vi skal arbejde hårdt og længere.

For hvad er meningen med at lytte til en præst, der ikke følger egen prædiken?

At snakke og snakke, mens røven går, er det stof, som politikerlede er gjort af.