Ministeren vil styrke TV 2-regionerne - men udgangspunktet er helt forkert
Mens TV 2-regionerne får et nødvendigt servicetjek, bør politikerne se det store billede: Hvordan får vi mest mulig kvalitetsjournalistik ud af de millioner af skattekroner, der hvert år bruges på at støtte den lokale og regionale journalistik?
I en kronik i Berlingske for nogle uger siden understregede kulturminister Jakob Engel-Schmidt behovet for et servicetjek af TV 2-regionerne. Mens mediemarkedet har gennemgået enorme forandringer de sidste 30 år, er rammerne for TV 2-regionerne stort set uændrede siden deres oprettelse i 1980’erne – en tid før internettet, smartphones, sociale medier og kunstig intelligens. Derfor er en revision åbenlyst på sin plads.
Kulturministeren har nedsat et ekspertudvalg, som skal fremlægge anbefalinger til en reform af stationerne, der kan indgå i det kommende medieforlig i 2026. Men selvom behovet for et servicetjek er tydeligt, er det bekymrende, hvilket grundlag udvalget arbejder ud fra.
For det første fremstilles de lokale og regionale mediers død nærmest som en realitet i ministerens pressemeddelelse, hvor han taler om en ”veritabel nedslagtning af lokalredaktionerne”. Det er korrekt, at hver anden lokalredaktion og hver tredje trykte ugeavis er lukket i Danmark de seneste 15 år. Ministeren frygter nyhedsørkener og et svækket lokalt medieudbud, men i en digital tidsalder kan mediemarkedets tilstand ikke alene vurderes ud fra antallet af trykte aviser og fysiske redaktioner.
Der er ingen tvivl om, at lokale og regionale medier står over for økonomiske udfordringer i konkurrencen med tech-giganterne. Men de data, ministeren bygger sin analyse på, viser først og fremmest, at det traditionelle annoncemarked og den trykte avis er under pres – ikke at de lokale og regionale medier er ved at forsvinde.
Tværtimod arbejdes der på højtryk på medier landet rundt for at finde løsninger på, hvordan vi modsvarer de krav, fremtidens medieforbruger har.
Kulturministerens fejlslutning fører til den næste antagelse, som udvalget skal arbejde ud fra: At staten bør styrke sit public service-tilbud for at modvirke nyhedsørkener. Jeg har stor respekt for den journalistik, der produceres fra fx TV2 Nords lokaler i Aabybro, men staten kan aldrig alene sikre den nødvendige mediedækning. Demokrati, tillid og sammenhængskraft kræver et pluralistisk mediebillede med flere aktører – også uafhængige, private medier, der ikke eksisterer på politikernes nåde.
Det fører mig frem til tredje udfordring. Netop de frie, publicistiske medier er bemærkelsesværdigt fraværende i ministerens udvalg. Af de ni medlemmer er ingen repræsentanter fra private lokale og regionale medieaktører. Det betyder, at en vigtig stemme mangler i drøftelserne, hvilket svækker udvalgets arbejde med at sikre et stærkt lokalt og regionalt medietilbud, hvor borgerne – herunder nordjyderne – får mest muligt for skattekronerne.
Faktum er, at der hvert år investeres et trecifret millionbeløb alene i Nordjylland for at undgå en nyhedsørken. TV 2 Nord modtager lige over 75 mio. kr. i offentlig støtte, DRs regionale tilbud P4 Nordjylland finansieres ligeledes af skattekroner, og Nordjyske modtog sidste år 18,5 mio. kr. i mediestøtte. Disse midler går til kvalitetsjournalistik, men også til et unødvendigt overlap af historier.
TV 2-regionerne blev oprindeligt støttet for at producere traditionelt flow-tv, mens DRs regioner fokuserede på radio. Men i takt med danskernes medievaner har især TV 2 Nord tilpasset sig en digital virkelighed, hvilket betyder øget fokus på digitale platforme, breaking news, skrevne nyheder og sociale medier. I dag ligner TV 2 Nord og Nordjyske hinanden mere end nogensinde og konkurrerer om de samme brugeres opmærksomhed - nogle gange med de samme historier. Forskellen er blot, at hvor Nordjyske hver dag skal bevise sit værd for abonnenterne, modtager TV 2-regionerne millionstøtte uanset deres performance og udviklingen i markedet.
Det er konkurrenceforvridende – især når undersøgelser viser, at mange undlader at betale for et nyhedsabonnement, fordi de kan finde de samme historier hos en gratis udbyder.
Derfor bør politikernes fokus ikke være at optimere TV 2-regionerne, men på at sikre mest mulig relevant journalistik for pengene. Det får vi med en tydelig opgave for public service-medierne, og på at styrke samarbejdet mellem regionerne og de lokale medier – mellem TV 2 Nord, P4 Nordjylland og Nordjyske – frem for konkurrencen.
I en turbulent tid må politikernes primære opgave være at sikre mest mulig kvalitetsjournalistik for skattekronerne. Samtidig skal vi sikre et pluralistisk medieudbud, hvor private medier trives i samspil med public service – ikke i direkte konkurrence.
Kun på den måde får nordjyderne fuld valuta for deres egne penge - også dem der betales til skat.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.