Trafikkaos: Hvis events skal lukke byen, skal det ske med respekt for borgerne
Det forpligter at være værtsby, og kommunen bør være sit ansvar bevidst

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Henrik Bo
LEDER:Danmarks nye sportslige folkefest er i fuld gang, hvor over 180 sæt medaljer skal uddeles - fordelt over flere end 50 sportsgrene. DM-ugen, som Aalborg lægger by til, har været i gang siden torsdag og forløber over de næste dage, og der er ingen tvivl om, at det er et massivt og spektakulært arrangement.
Men noget skæmmer - og kaster et ærgerligt skær over, hvad der ellers skulle være en god oplevelse for både arrangører, idrætsudøvere og aalborgensere.
Torsdag kogte frustrationerne over hos visse bilister, da en lang række veje i Aalborg var afspærret på grund af cykelløb. Nordjyllands Politi oplyser til Nordjyske, at flere bilister fjernede afspærringer og kørte væk. Personer, som stod ved poster ved cykelløbet, blev i et enkelt tilfælde skubbet til side, så en bilist kunne komme forbi.
Der opstod også flere farlige situationer i Hasseris, hvor blandt andet en privatbilist fik sig forvildet ud på en afspærret vej, netop som en af cykelrytterne kom bagfra med høj fart.
At fjerne afspærringer og lignende er selvfølgelig en adfærd, som er fuldstændig uacceptabel. Men hændelserne bør alligevel tages alvorligt - og bør ikke affejes som ekstraordinær vej-vrede i sommervarmen.
Hos Nordjyllands Politi har man en klar opfattelse af, at organiseringen bør håndteres bedre fremover.
Og det er svært at være uenig i. For når man låner byrummet og spærrer veje for at holde store arrangementer, skal det ske med respekt for de folk, der bor og færdes der.
Meget tyder på, at informationen til borgerne har været mangelfuld og uforståelig - og det er på trods af, at kommunen har sendt besked ud til de borgere, der har en adresse, som bliver berørt af cykelruterne. Men det har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt.
Allerede før arrangementet blev bekymringen adresseret - for eksempel hos TV2 Nord, hvor en borger i Restrup Enge stod frem og fortalte, hvordan han følte sig spærret inde af cykelløbet. Her blev den manglende information kritiseret. Her hos Nordjyske har vi også haft vanskeligt ved at give vores læsere det fuldstændige overblik over de trafikale konsekvenser.
Da planerne om DM-ugen tog form, glædede man sig fra politisk side - med god grund - over at netop Aalborg skulle være værtsby for arrangementet.
- I Aalborg er vi meget stolte over at være første værtsby og være med til at skabe en helt ny begivenhed på dansk grund, lød det tilbage i efteråret 2021 fra borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Men det forpligter at være værtsby, og kommunen bør være sit ansvar bevidst. Det er kommunens ansvar at have kontakt til og informere sine borgere grundigt. Ansvaret for den kommunikation kan ikke udliciteres, og det er urimeligt at lade Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Cykle Union eller andre aktører i stikken.
Det er ærgerligt, at de trafikale udfordringer kaster skygger over et ellers storslået arrangement, som bør komme os alle til gode.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.