Frederikshavn

Ledvogterne kunne få folk op i det røde felt

Engang skar jernbanen Frederikshavn på kryds og tværs. Hvor den mødte vejen stod ledvogterhusene. Forfatter Henning Jensen dykker nu ned i historien om familierne, der levede det til tider udskældte liv som bom-passere

Rimmensgade. Foto: Thomas Boberg Nielsen
Rimmensgade. Foto: Thomas Boberg Nielsen

FREDERIKSHAVN: Byen er en foranderlig størrelse. Frederikshavn er i den henseende ingen undtagelse.

Byen var indtil 1979 skåret igennem på kryds og tværs af jernbanen og der hvor den krydsede vejen stod ledvogterhusene. Familierne der boede der levede som køreplanen dikterede og i skyggen af billisternes hævede næver og hårde ord.

Forfatter, Henning Jensen, der før har kastet sig over bøger om så forskellige emner som lokale købmænd, slagtere og ismejerier, er gået i gang med at samle materiale til en bog om ledvogterhusene samt togovergange på DSB-banen i Frederikshavn fra 1871 indtil 1979. Der var i alt 26 ledvogterhuse og togovergange med bomme i alt i Frederikshavn, som alle havde udgangspunkt fra den gamle Banegård.

De forrige bøger er blevet regulære samlerobjekter og Henning Jensen er ikke i tvivl om, at emnet for den kommende udgivelse vil generere en mindst lige så stor interesse.

- Jeg har klart på fornemmelsen, at det er noget, der interesserer folk. Mange kan jo huske de der bomme, der blev rullet ned og man så skulle stå og vente der. Sommetider kom der jo slet ikke noget tog. Folk kunne virkeligt komme op i det røde felt, fortæller forfatteren, der i forbindelse med bogen har besøgt familier, der har passet et af de syv ledvogterhuse.

- De fortæller jo, at der ingen grænser var for, hvad de blev kaldt, for folk stod jo der og trippede. De skulle måske på arbejde og nu kom de for sent, fordi det varede for lang tid med den bom, der var nede.

I ledvogterhuset var arbejdsdagen lang og køreplanens taktstok dikterede nøje, hvordan dagligdagen skulle forløbe.

- I et ledvogterhus startede de med det første tog cirka klokken halv seks om morgenen. Det ville så sige, at de skulle ud og rulle bommen ned og det var jo manuelt. Det sidste tog, det kom cirka hver time, ruller ind på perronen klokken halv to om natten. Det var jo et job på vanvittigt mange timer og tit var det kvinderne, der havde den tjans.

For Henning Jensen personligt er emnet samtidig en tur ned langs mindernes jernbanesveller.

- Jeg har selv ligget og kørt over to jernbaneoverskæringer for at komme i skole hver dag og med lidt udregning, er jeg kommet frem til, at jeg cirka har kørt over de overskæringer mellem 1500 og 2000 gange.

Ja byen er en foranderlig størrelse og at dokumentere de vilkår der gjaldt dengang kan indimellem sætte nutiden i relief.

- Jeg har ladet mig fortælle, at Frederikshavn var en af de byer i Danmark, hvor der var flest ledvogterhuse, fordi banen kørte igennem hele byen. Det var jo helt ekstremt. Prøv at forestille dig, hvis det havde været i dag. Det kunne jo slet ikke lade sig gøre, med den trafik vi har.

Henning Jensen ønsker mere specifikt hjælp med private billeder af disse ledvogterhuse;

Hus 43 Elling trinbræt, Hus 44 ved Flade Engvej, Hus 45 Skagensvej, Hus 45a Fælledvej, Hus 46 Nørregade, Hus 47 Vestergade, Hus 48 Asylgade, Hus 49 Rimmensgade,

- Specielt meget gerne af Hus 44, Hus 45 og Hus 48, siger Henning Jensen og fortsætter:

- Derudover søger jeg oplysninger om familien Chr. Christensen som boede i ledvogterhuset 48 i Asylgade fra 1940 til 1960, samt om familien Ledvogter Lars Nielsen Skjeltved som boede i hus 44 ved Flade Engvej fra 1900 til 1922 og oplysninger om ledvogter Ejnar Laustsen fra hus 45 Skagensvej i tiden ca. 1948 til 1958

Herudover vil Henning Jensen med taknemmelighed modtage oplysninger om personer som har boet og passet alle ledvogterhuse fra 1900 frem til 1960 samt personer som har været ledvogterafløsere på alle ledvogter-husene i tiden 1900 og frem til 1967

Henning Jensen kan kontaktes på Henning.bog@live.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden