Fra Skagen til Skejby: Strikkedamer hjælper alvorligt syge børn

Strikkedamerne i Skagen samler hvert år mange penge ind til alvorligt syge børn og deres familier. Her er de på toppen af Skejby Sygehus på helikopterlandingsbanen.
Strikkedamerne i Skagen samler hvert år mange penge ind til alvorligt syge børn og deres familier. Her er de på toppen af Skejby Sygehus på helikopterlandingsbanen. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Opdateret kl. 08:43

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

SKAGEN: - Sofaerne herinde kommer også fra Skagen og Jonna, siger Susanne, som viser os rundt på børneafdelingen på Skejby Sygehus.

Det siger hun i det hele taget rigtig mange gange om møblerne i køkkenet, som gør, at der ser hjemligt ud, og hun siger det om flere værelser og stuer.

Trygfondes Familiehus har en arkitektur, som giver mulighed for at være ude og samtidig afskærmet. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Og selvom man i Skagen godt ved, at Jonna Thygesen og Skagen Bamsemuseum samler mange penge ind til alvorligt syge børn og deres familier, er det alligevel overraskende så meget, der har en Skagen-afsender på både på Skejby Sygehus’ børneafdeling og hos sygehusets nabo, Trygfondens Familiehus.

Strikker for syge børn

Jonna Thygesen har inviteret strikkedamerne fra Iscaféen ved Bamsemuseet i Skagen på tur til Skejby og Familiehuset, så de med egne øjne kan se, hvad deres penge går til.

Også børneafdelingen på Skejby nyder godt af Jonna Thygesens og strikkedamernes indsats. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

For hvert år strikker en flok kvinder i Skagen nemlig penge ind til de syge børn og deres familier. Hver anden uge mødes de i Iscaféen og strikker huer, strømper og andet, som sælges i Iscaféen til fordel for arbejdet på Børneafdelingen på Skejby Sygehus, samt til Familiehuset.

Et hjem væk fra hjemmet

Familiehuset har familieværelser til alvorligt syge børn og deres familier, så en familie, der har et sygt barn, kan opretholde så normal, tryg og familiær en situation som muligt, når barnet er indlagt på Skejby Sygehus til behandling.

Der er blandt andet legerum velværerum, køkken og legeplads i Familiehuset. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Det betyder blandt andet at familier, som bor langt væk fra sygehuset, kan bo i Familiehuset for en periode og dermed få ro på og være samlet som familie omkring behandlingen og kan opretholde så almindelig en tilværelse som muligt.

Strikkedamerne donerer penge til værelse og møbler

Værelserne i Familiehuset er i langt de fleste tilfælde sponsoreret af store firmaer og fonde, og så altså også af strikkedamerne i Skagen, som hvert år strikker mere end 50.000 kroner ind, hvoraf de fleste går til et værelse i Familiehuset, og nogle går til møbler og andet på børneafdelingen.

En hjemlig væg på børneafdelingen. De ansatte i gamle rammer. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Hver onsdag mødes de strikkende damer i Iscaféen i Skagen, lægger en halvtredser hver for kaffen, som udover salget af deres strik går til det gode formål, og i Skejby ser de, hvad deres strikkeaftener rent faktisk resulterer i.

Legeplads i fred og ro i Familiehuset. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

- Vi synes jo egentlig ikke, at vi gør så meget, men kan jo se nu, at det rent faktisk betyder rigtig meget, det vi gør. Det at være med til at gøre omgivelserne mindre sygehus-agtige med træ-møbler i køkkenet på afdelingen og sofaer på stuerne, betyder jo meget for familierne, fortæller Mette Christensen, som er en af strikkedamerne fra Skagen.

Om Familiehuset ved Skejby

Familiehusets formål er at give familier med alvorligt syge børn mulighed for både at søge fællesskab, samtale og adspredelse og få ro og nærvær som familie på familiens eget private værelse.

Musikrummet i Familiehuset. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

I Familiehuset hjælper de fire ansatte og 70 frivillige familier i et sygdomsforløb med at fylde tiden med både glade og rolige stunder, som modvægt til den stress og det pres, der ofte opstår i en familie med alvorlig sygdom inde på livet.

Forsiden