Hjørring

Corona-revy: Hjørring Revyen barberer tusindvis af pladser af næste års revy

Tre gengangere fra 2019 er at finde på det revy-mandskab, der skal få smilene frem hos publikum i 2021 efter årets aflysning

2021-revyholdet: Kasper Le Fevre, Trine Gadeberg, Preben Kristensen og Troels Malling - bagerst revy-direktør Henrik ”Baloo” Andersen. Pr-foto: Thomas Petri
2021-revyholdet: Kasper Le Fevre, Trine Gadeberg, Preben Kristensen og Troels Malling - bagerst revy-direktør Henrik ”Baloo” Andersen. Pr-foto: Thomas Petri

Opdateret 09. juni 2022 kl. 11:03

HJØRRING: I 2018 fik Hjørring Revyen titlen ”Det er fan’me uhyggeligt” som en hilsen til den mangeårige direktør på Vendsyssel Teater, Peter Schrøder.

Det var dog først i 2020, at det for alvor blev uhyggeligt: Covid 19-situationen betød, at revyen måtte aflyses, og selv om Hjørring Revyen har fået støtte fra hjælpepakkerne, så kigger man nok ind i et underskud på 200.000 - 400.000 kroner i 2020.

Men de røde tal giver ikke anledning til sortsyn hos revy-direktør Henrik ”Baloo” Andersen, der også er kapelmester på revyen.

Han er begejstret over, at han nu kan kunne præsentere holdet, der skal lokke publikum ind på Vendsyssel Teater igen i sommeren 2021 for at se Hjørring Revyen.

Holdet tæller tre gengangere fra 2019, hvor revyen solgte som aldrig før: Preben Kristensen, Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre.

Sidste medlem af den kreative kvartet er Troels Malling.

Det ligger i øvrigt allerede fast, at en del af teksterne til revyen vil komme fra skuespillerne.

- Jeg glæder mig som et lille barn. Vi har en masse indestængt kreativitet, der skal ud, fastslår direktøren.

Mindre budget

Men uanset, hvor mange spande med sprit, der slæbes ind til revyen, så vil corona-begrænsningerne ramme antallet af publikummer: Kvadratmeterne i teatersalen tilsiger, at der kun lukkes 262 personer ind pr. forestilling i stedet for 411. Så når revyen spiller fra 12. juni til 31. juli, så vil der kun være i alt 11.000 billetter til salg i stedet for 17.000.

Og da 7000 billetter er overført fra 2020-aflysningen vil der reelt kun blive sat 4000 billetter til salg til 2021-revyen.

- Men hvis restriktionerne liberaliseres, så er vi selvfølgelig klar til at udbyde flere billetter til salg, siger Henrik Andersen.

Når man sælger 6000 færre billetter, så har man også et mindre budget - kommer publikum ikke til at kunne mærke det?

- Nej - vi har selvfølgelig brugt meget tid på at finde frem til at budget, der balancerer, og vi har også lidt flere forestillinger end ellers. Kunstnerisk kommer man ikke til at opleve en forringelse. Vi kommer bare ikke til at foretage de store investeringer, og opererer heller ikke med at skulle lave et stort overskud, forklarer Henrik Andersen.

Instruktør på årets revy er Birgitte Næss-Schmidt, der har været kunstnerisk ansvarlig for mange teaterforestillinger og TV-shows gennem de sidste mange år.

Peter Friis er koreograf og Kirsten Brink scenograf.

Billetsalget går i gang fra klokken 12 fredag til revyen, hvor man denne gang også disker op med tre brunch-forestillinger, hvis man skulle have lyst til at se revy lidt tidligere på dagen.

Man kan læse mere om bestilling af mad i forbindelse med forestillingerne på revyens hjemmeside.

Kreativ kvartet på scenen

Hjørring Revyen 2021 har følgende skuespillere på scenen:

Preben Kristensen, der næppe behøver yderligere præsentation

Trine Gadeberg, som blandt andet er en del af City Singler - har også vundet Årets Dirch og fik i 2017 prisen som årets revyforfatter

Kasper Le Fevre, der er medlem af comedy-gruppen Specialklassen - og gift med Trine Gadeberg.

Troels Malling, som man kender fra alt lige fra Bilka-reklamer til Krysters Kartel

Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt

Kapelmester Henrik ”Baloo” Andersen

Scenograf: Kirsten Brink

Koreograf: Peter Friis

Sideløbende med 2021-revyen så arbejder man i øvrigt også på en bog, der skal udgives i 2023, hvor Hjørring Revyen kan fejre 50 års jubilæum.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden