Lukas blev suveræn vinder
Da Lukas Holst fra 9.c på Hadsund Skole i tirsdags i forbindelse med juleafslutningen på Hadsund Skole fik overrakt pokalen som vinder af årets bordtennisturnering, var det i alt 10. gang, at den eftertragtede vandrepokal skulle uddeles i blandt de ældste elever fra 7. til 9. klasse på skolen.
I 10 år har lærer, Christian Skafte, nemlig afviklet bordtennisturnering i afdeling C på Hadsund Skole, og hvert år markeres afslutningen med en officiel præmieoverrækkelse på årets allersidste skoledag.
Bordtennisturneringen afvikledes første gang tilbage i 2007 under mere primitive og ydmyge forhold. Siden har den vokset sig større og fundet sit rette udtryk, og den er nu en fast tradition i ugerne fra efterårsturneringen og frem til juleferien.
I denne periode spilles der bordtennis på livet løs i nærmest samtlige frikvarter i skolen gymnastiksale, og ofte fortsætter ivrige elever træningen sågar efter skoletid og på udvalgte aftener. Deltagerantal ligger stabilt mellem 60 og 75 spillere. I 2016 slog turneringen imidlertid alle rekorder med hele 87 deltagere, hvilket er mere end hver 3. elev i afdelingen.
Jubilæumsåret blev allerede 3. november højtideligt markeret med besøg fra den dobbelte OL-guldvinder og flerdobbelte Europa- og verdensmester i bordtennis, Peter Rosenmeier, som til stor begejstring for alle havde afset tid til at lægge vejen forbi sin gamle skole.
indledes med puljespil med 16 puljer med 4-5 deltagere, som alle møder hinanden indbyrdes. De 16 puljevindere kvalificerer sig til playoff-kampe mod 16 spillere, som på forhånd er seedet af turneringsledelsen.
De 16 kampe afvikles som knald-eller-fald kampe, og efterfølgende vil der således kun være 16 deltagere tilbage i turneringen. Disse 16 spillere inddeles efter formodet styrke i 4 seedningslag, så man når frem til 4 grupper med hver 4 deltagere, som ligeledes møder hinanden indbyrdes i kampe bedst af 5 sæt.
Fra gruppespillet går 2 spillere videre fra hver gruppe, hvilket giver 8 spillere til de efterfølgende kvartfinaler. Herefter følger semifinalerne, inden finalen afvikles dagen inden juleafslutningen.
Årets turnering blev traditionen tro rig på velspillede og dramatiske dueller. Da man midt i december nåede til slutkampene, havde årets største favoritter dog alligevel formået at sætte sig igennem og stod derfor over for hinanden i semifinalerne.
Den første semifinale stod mellem Rasmus Skafte fra 8.c og Christian Nymann fra 9.c, og man måtte helt ud i et tæt 5. sæt, inden Christian Nymann omsider kunne strække armene i vejret efter en intens og medrivende kamp.
Den anden semifinale mellem Frederik Bødker, 8.c og Lukas Holst, 9.c var akkurat lige så spændende. Pga. sygdom måtte den desværre afvikles en søndag formiddag for næsten tomme tribuner, og også her lykkedes det til sidst eleven fra 9.c at trække det længste strå efter 5 spændende sæt.
Finalen blev derfor et opgør mellem de to klassekammerater fra 9.c, Christian og Lukas, og blev vanen tro en meget seværdig forestilling, selvom der aldrig rigtig blev spænding om udfaldet.
Lukas Holst var ganske enkelt på dagen for stærk for sin modstander og kunne efter blot 3 sæt lade sig hylde som en suveræn 10. vinder af turneringen.
Dermed fik han en flot oprejsning for finalenederlaget i 2015 og kunne fortjent modtage pokalen ved den efterfølgende præmieoverrækkelse af turneringsleder Christian Skafte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.