Debat

Facebook i brand: Malthes læserbrev gik viralt

En samfundsfagslærers projekt gav genlyd hos 100.000'er af læsere

Malthes læserbrev om sure kontrollører i togene gik viralt på Facebook. De var fire elever fra en klasse i Hobro, der fik deres læserbreve med i avisen og på Nordjyske. Fra venstre er det Julianne, Clara og Malthe - den fjerde kunne ikke være med på billedet.
Malthes læserbrev om sure kontrollører i togene gik viralt på Facebook. De var fire elever fra en klasse i Hobro, der fik deres læserbreve med i avisen og på Nordjyske. Fra venstre er det Julianne, Clara og Malthe - den fjerde kunne ikke være med på billedet. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 17:20

Læserbrevet. Den klassiske vej at gå for den halvsure ældre mand, når han i gamle dage skulle rase over verdens tilstand - og dermed ikke det valg, der ligger lige til højrebenet, hvis man er omkring 15 år gammel og går i 8. klasse i en tid, hvor aviser på papir er en uddøende ting.

Ikke desto mindre kunne vi på Nordjyske for nylig bringe en hel side med læserbreve fra elever i netop 8. klasse på Søndre Skole i Hobro, hvor opgaven fra samfundsfagslærer Peter Hjort Henriksen var at skrive netop et læserbrev. 

Det gjorde de så, og en dag kunne fire af eleverne, Malthe, Clara, Julianne og Laurits, så se deres egne på tryk ord i avisen.

Heldigvis for den del af verden, der ikke længere læser aviser på papir, så er internettet kommet for at blive, og de fire elevers indlæg blev også udgivet digitalt, delt på Facebook, og der må man så sige, at Malthes indlæg - med en dansk EM-vinders ord fra 1992 - ramte den lige i røven.

Inspireret af den daglige tur til Hobro med toget, så skrev han om sine oplevelser med DSB's togførere, der ikke altid er i sprudlende humør. Og dét var noget, folket ude bag skærmene kunne forholde sig til. Opslaget er nået ud til adskillige 100.000'er Facebookbrugere, og har trukket flere hundrede kommentarer fra læsere, der har en holdning til det.

- Det har været sjovt at se og læse alle kommentarerne. Der er jo vildt mange, der har kommenteret og diskuteret det. Der er folk, der har skrevet, at det var et godt indlæg og har forsvaret mig lidt, og så er der nogen, der har kaldt mig det vildeste curlingbarn, griner Malthe.

Det har han dog taget meget oppe fra og ned, uden at lade sig gå på af, at så mange mennesker pludselig har forholdt sig til noget, han har skrevet. Og så roser han faktisk debattørerne på Facebook for at opføre sig ordentligt.

Malthes læserbrev om sure kontrollører i togene gik viralt. Foto: Lars Pauli

Til gengæld skulle han ikke have noget af at blande sig i debatten i Facebooktråden på Nordjyskes side.

- Nej! Jeg har  bare siddet og læst kommentarerne og svarene.

-  Og så var det fedt, at DSB faktisk tog tid til at komme med et svar og en undskyldning, hvor de siger, at de vil gøre det bedre, siger Malthe.

Malthe havde ikke selv fået svaret fra DSB's kundeservice, så han så det først, da han blev tagget på Facebook af en ven.

Han understreger, at det langt fra er alle DSB's togførere, der er sure og vrantne. Hans læserbrev var ikke ment som en kritik af dem alle.

Inden det nåede dertil, havde læserbrevene altså været i avisen 1. marts.

- Det var lidt underligt, for vi vidste ikke, at de var kommet med. De blev læst op, og når jeg så sad og hørte det, så sad jeg lidt og tænkte "er det virkelig mig, der har skrevet det?" siger Clara.

- Vi havde alle sammen skrevet et læserbrev, men vi havde også fået at vide, at det ikke var sikkert, om de kom med, siger hun.

Clara valgte selv at skrive om topskat, mens Julianne skrev om, at der er så mange krav til  unge i dag om, at de skal være helt på toppen med alting, at det nogle gange bliver for meget - og at de første til at give de unge lidt fri fra alle de krav, burde være de unge selv.

Lige der kunne de tre unge blive enige om, at pigerne kan være de værste til at stille de krav til sig selv om, at det hele bare skal være på toppen; drengene har nok en lidt større pyt-knap.

Også det indlæg fik en masse kærlighed på Facebook.

Men selv om det har været sjovt at være med til, så skal man ikke forvente, at nogen af eleverne fra Søndre Skole går hen og bliver flittige læserbrevsskribenter. Ikke lige her og nu, i hvert fald.

Både fordi "man ikke har lyst til at være sådan en, der brokker sig", og så også - og nok mest - fordi unge tænker nogenlunde lige så meget på aviser i det daglige, som en fisk længes efter en cykel.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden