Gutterne holder festen oppe: Nu får de snart et nyt mødested
De giver hinanden røg og får en lille skarp hver tirsdag formiddag året rundt. Den hyggelige blå skurvogn er deres mødested, men nye tider er på vej
HOBRO: Hver tirsdag formiddag året rundt finder der et ritual sted i en blå skurvogn på en industrigrund bag Ambupladsen i Hobro.
En flok modne mænd sidder tæt ved et langt bord og skåler i en Dr. Nielsen, først til det ene ben, så til det andet.
De drikker kaffe i papkrus fra medbragte termokander og spiser friskskåret hvidt franskbrød med smør og jordbærmarmelade.
Engang var mændene aktive på arbejdsmarkedet med jobtitel som elektriker, fabriksarbejder, slagter, bankmand og politibetjent. Nu er de pensionister, og tiden er deres egen.
En del tilbringer de i kulissen til Hobros store byfest. De yder en indsats, som for mange er usynlig. Det er gutterne på Ambufestens pladshold. De er helt uundværlige.
Dagens første pause er begyndt. Langs bordet går snakken. De får styr på dem, som ikke er her; om de er på ferie eller hvordan. Ham, som har døjet med et dårligt ben, spørger de interesseret ind til.
Klokken er ni, og den næste pause venter klokken 11. - Vi har ikke svederem i kasketten, siger ham med kasketten. Men det er nu ikke så lidt, de får fra hånden.
Hver uge mødes de for at holde Ambupladsens grej, udstyr og maskiner ved lige. De slår også græsset på Ambupladsen, når det er sæson.
Fjorten dage før Ambufesten sætter de teltet til Ambus Hvile op, og under festen står de for mad og drikke med assistance fra unge hjælpere. Torsdag har de 150 igennem til stegt flæsk og persillesovs.
Egon Junker fortæller om dagens program. De skal have sat stole på plads i depotet - 160 styk, som er kommet retur. Ambufesten er flink til at låne sit grej ud til cykelklubben, dyrskuet, Stafet for Livet og andre foreninger.
Skurvognen er hyggelig, men trang. Den har kun plads til, at der kan sidde 14 om bordet, og når de er fuldtallige, er de 17.
Nogen pønser derfor på, at Ambufestens pladshold skal opgraderes fra den blå skurvogn til en gul murstensbygning.
- Det skylder vi dem, synes Christian Johnson, medlem af Ambukomiteen, der gerne vil kvittere for de hundredevis af mandetimer, gutterne leverer.
Helt uundværlige
- Jeg har svært ved at se, hvordan man kan holde Ambufesten uden dem. Både op til og under festen er de helt uundværlige, lyder det anerkendende fra Christian Johnson.
- Det er det her fællesskab, hvor uanset hvem man er eller hvordan man har det, så er der opgaver til alle. Der bliver sparket dæk og fortalt røverhistorier.
- Jeg tror også, at det er godt for dem, der har koner, at de kan sende deres mænd afsted hver tirsdag, siger Christian Johnson.
Værsgo', her er det gamle friluftsbad
Byrådet er medspiller og er parat til at overdrage bygningen på Aalykkevej til Ambufesten kvit og frit, så det kan bruges til samlingssted for de frivillige, oplyser borgmester Mogens Jespersen, til Nordjyske.
Det store lokale i bygningen, hvor der i mange år var loppemarked, står tomt, efter at Y's Men's Club er ophørt med at have dén aktivitet i Hobro.
Fast mødested
Christian Johnson fortæller, at drømmen er at få indrettet et møderum for de frivillige i Ambufesten og rum til de scenekunstnere, der optræder under Ambufesten; samt et lille kontor.
- Vi har ikke haft steder, hvor de frivillige kunne mødes fast. Spar Nord har været god til at lægge lokaler til, men det er svært at få frivilligheden til at blomstre uden et fast mødested, påpeger Christian Johnson.
Det gamle friluftsbad er ikke ligefrem indflytningsklart. Det trænger til mere og andet end en kærlig hånd. Ombygningen vil løbe op i en lille million kroner, skønner Mariagerfjord Kommune.
Udgifterne til el og gas er store, så det vil være nødvendigt med en energirenovering.
Ambukomiteen satser kraftigt på finansiering ved fonde. Christian Johnson er fuld af optimisme og tro på, at der vil være vilje til at støtte Ambufestens initiativ.
- Der er så mange gode folk i den her by, siger han.
Hans Lauge nyder samværet med gutterne fra pladsholdet; de er hans gode kammerater og gode venner. Samtidig yder han noget for byen og de unge mennesker, som får en fest. Det føles godt.
Hans Lauge hilser det velkomment, at det gamle friluftsbad kan blive shinet op og gjort til samlingssted for de frivillige.
- Vi ser frem til, at det bliver en gevinst! Vi vil gerne over at have et sted, hvor der et lille te-køkken og en vask, hvor man kan vaske hænder - og plads til at hænge det våde tøj, når det er regnvejr.
Gutterne fra pladsholdet vil være klar til at give en hånd med ved ombygningen af det gamle friluftsbad, for eksempel sætte gipsplader op, hvis det bliver aktuelt.
Den blå skurvogn skrotter de ikke:
- Vi vil ikke droppe skurvognen helt. Hvis vi skal ind fra kulden om vinteren og have en øl, vil vi sætte os her, fortæller Egon Junker fra pladsholdet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.