To personer efterlyses: 35-årig stukket ihjel efter slagsmål ved Haverslev

En mand blev onsdag aften dræbt med kniv ved Haverslev. Nordjyllands Politi efterlyser to mænd i sagen.

Jesper Ramsing
Foto: Jan Pedersen
Drab 12. september 2018 23:40 - Opdateret 17. september 2018 06:06

HAVERSLEV: Nordjyllands Politi leder efter to formodede drabsmænd til et drab ved Haverslev onsdag aften. Her blev en 35-årig mand stukket ihjel ved tankstationen på Industriparken ved motorvejsafkørslen ved Haverslev.

- Hvis man har oplysninger om, hvor disse to mænd befinder sig, så skal man straks ringe til os på telefon 114. Lad være med selv at rette henvendelse til dem, siger efterforskningsleder, politikommissær Carsten Straszek i en pressemeddelelse.

En 20-årig mand blev anholdt klokken 03 på en adresse i Aalborg. Han er efter endt afhøring blevet løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.

Fornuftige spor at gå efter

Nordjyllands Politi fik meldingen onsdag aften klokken 21.28, og den 35-årig blev fundet død, da politiet ankom til stedet.

- Vores indledende efterforskning gav os hurtigt efterretninger om, hvem de formodede gerningsmænd er - så vi har fornuftige spor at gå efter. Det er et spørgsmål om tid, før vi finder dem, så de kan lige så godt melde sig selv, siger Carsten Straszek.

Torsdag morgen efterforskes der stadig omkring gerningsstedet, og derfor er politiet følgelig tilstede i området ved Haverslev. Politiet har hele aftenen og natten været i gang med at indsamle og sikre spor, afhøre personer, der har været på stedet, samt foretage en række tekniske undersøgelser.

Melding om slagsmål

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke overblik over, hvad der er sket. Men ifølge vagtchefen har politiet fået meldinger om, at der var slagsmål forud for drabet.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om den dræbtes identitet, men de pårørende er underrettet.

De to efterlyste i drabssagen meldte sig selv til politiet natten til søndag 16. september og tidligt søndag morgen

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...