Politi jagter to drabsmænd - 20-årig mistænkt løsladt igen

En 20-årig mand, der blev anholdt og sigtet for knivdrabet på en 35-årig mand ved Haverslev onsdag aften er løsladt igen. Politiet leder fortsat efter to formodede gerningsmænd

Jesper Ramsing
Foto: Jan Pedersen
Drab 13. september 2018 11:23 - Opdateret 16. september 2018 09:52

HAVERSLEV: Politiet leder stadig efter to formodede drabsmænd til knivdrabet på en 35-årig mand ved Haverslev onsdag aften. Samtidig er den 20-årige mand, der natten til torsdag blev anholdt og sigtet i sagen nu blev løsladt.

Han er dog fortsat sigtet, oplyser Nordjyllands Politi.

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad mandens forbindelse til sagen har været, eller hvad sigtelsen mod ham går på. Jeg kan blot sige, at han nu er løsladt, siger Carsten Straszek.

Dræbt med kniv

Drabet fandt sted omkring klokken 21.30 ved tankstationen ved motorvejsafkørslen ved Haverslev. Her fik politiet meldinger om et voldsomt slagsmål, og da de første patruljer kom frem til stedet, fandt man den 35-årige mand livløs og stukket med kniv.

Han blev 20 minutter efter alarmopkaldet erklæret død af en læge.

To personer efterlyst for drab

Politiet har nu afsluttet undersøgelserne på gerningsstedet, men leder stadig intensivt efter to formodede gerningsmænd.

- Vi har kørt på med efterforskningen onsdag aften og natten igennem. Det jeg kan sige på nuværende tidspunkt er, at vi fortsat leder efter de to formodede gerningsmænd. Vi udtaler os af hensynet til vores efterforskning ikke om detaljerne i sagen endnu - f.eks. hvad motivet bag drabet har været, siger efterforskningslederen i sagen, politikommissær Carsten Straszek.

De to formodede gerningsmænd til knivdrabet er en 28-årig mand og en 24-årig mand, som tidligt torsdag morgen blev efterlyst af Nordjyllands Politi. De har begge relationer til Nordjylland og Østjylland.

Sympati for rockergruppe

På Facebook viser begge efterlyste tydeligt sympati for rockergruppen Satudarah. Nordjyllands Politi har dog på ingen kommentarer til de efterlystes eventuelle relationer til det kriminelle miljø.

Politiet vil gerne høre fra borgere, der har oplysninger om de to efterlyste, men understreger samtidig, at man ikke selv skal rette henvendelse til de mistænkte.

- Vi mener ikke, at de er farlige for den almindelige borger, men hvis man ser dem, skal man ikke forsøge at antaste dem eller tilbageholde dem. Man skal ringe til politiet, siger Carsten Straszek.

Politikommissæren fortæller, at politiet har modtaget nogle henvendelser angående de efterlyste, men at det altså ikke har ført til anholdelse endnu.

De to efterlyste i drabssagen meldte sig selv til politiet natten til søndag 16. september og tidligt søndag morgen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...