Gurli giver op: Kendt hotel lige i strandkanten skal have ny forpagter

Bestyrelsen overvejer at binde en forkøbsret i halen på en kommende forpagtningsaftale

Gurli Thorsø Christensen besluttede sidste år at fortsætte som forpagter på Hotel Vildsund Strand en tid endnu. Men nu er der sat slutdato på den tid, og den er 1. februar 2023.  <i>Arkivfoto: Ole Iversen</i>

Gurli Thorsø Christensen besluttede sidste år at fortsætte som forpagter på Hotel Vildsund Strand en tid endnu. Men nu er der sat slutdato på den tid, og den er 1. februar 2023.  Arkivfoto: Ole Iversen

VILSUND:- Jeg er jo ikke grøn længere. Nu har jeg arbejdet hernede 24-7 gennem næsten 25 år, og jeg orker det ikke mere. Det er blevet for sejt for mig.

Hun lyder ellers frisk nok, 67-årige Gurli Thorsø Christensen. Men alting har en ende, og en forpagtningskontrakt på driften af Hotel Vildsund Strand i Vilsund, der blev indgået i 1998, er nu opsagt med virkning fra 1. februar 2023. 

- Jeg havde egentlig sagt min kontrakt op pr. 1. oktober sidste år. Men da var vi røget ind i coronaen, og jeg solgte mit hus og kunne ikke overskue også at skulle stoppe med hotellet. Så jeg indvilgede i at fortsætte en tid endnu, men nu siger jeg op med det lange varsel, der kan bruges til at finde en ny forpagter. Men jeg vil gerne fortsat have en tilknytning og arbejde på hotellet 10-20 timer om ugen, siger Gurli Thorsø Christensen.

I den anledning er der mandag aften indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Vildsund Strand Anpartsselskab af 1994, som ejer bygninger, inventar og den ret store grund mellem Åsvej, sundet og åen, som hotellet ligger på. Formanden Anders Hornstrup, Skjoldborg, siger, at der lægges op til en åben beslutning om, hvad der skal ske med det over 100 år gamle hotel.

- Det er velfortjent, at Gurli vil gå på pension efter 25 år. Om hun fortsat kan arbejde nogle timer, skal den ny forpagter forholde sig til. Bestyrelsen kan ikke diktere indholdet i en ny forpagtningsaftale, idet det vil komme an på en forhandling mellem parterne. Men vi indstiller til generalforsamlingen, at ny forpagter skal have mulighed for at få forkøbsret til at overtage hotellet, hvis vedkommende ønsker det, siger Anders Hornstrup.

Hotel Vilsund Strand lever hovedsageligt at fester og mødearrangementer. Men alle gæster har glæde af den formidable udsigt til sund og bro.  <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

Hotel Vilsund Strand lever hovedsageligt at fester og mødearrangementer. Men alle gæster har glæde af den formidable udsigt til sund og bro.  Arkivfoto: Peter Mørk

Oprindeligt var hotellet drevet af kredsen af missionshoteller. Med stiftelsen af anpartsselskabet ophævedes denne tilknytning. Der er en anpartskapital på en million kroner fordelt på anparter af 300 kr. 

- Vi er i dag omkring 600 anpartshavere. Anparterne går ofte i arv, og en del af indehaverne er oppe i årene, hvorfor vi overvejer salgsmuligheden. Normalt kommer der omkring 60 til vores generalforsamlinger, men jeg forventer flere til denne, hvor der skal træffes afgørende beslutninger om hotellets fremtid, siger Anders Hornstrup.

Håber på goodwill-afkast

Gurli Thorsø Christensen siger, at hun har forventning om at kapitalisere en goodwill i form af de ordrer, der er lagt i bogen for de kommende år. Også det skal aftales med en kommende forpagter.

- Vores klart største omsætning ligger på fester og arrangementer. Vi gør ikke ikke noget særskilt for at leje vores 17 værelser ud. De er i reglen altid fyldt op i weekenderne, hvor de typisk lejes i forbindelse med fester og møder. Det er svært at kombinere det at afvikle fester med turistudlejning, for der vil naturligt være en vis støj om aftenerne fra festerne, siger Gurli Thorsø Christensen. 

Hotel Vilsund Strand beskæftiger tre fuldtids fastansatte og en snes løsere tilknyttede medarbejdere. Regnskabet for anpartsselskabet viser en nettoomsætning, der har ligget stabilt omkring en million de sidste fem år. Resultat efter skat var 270.000 kr. i 2021.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.