Skattepolitik

Nordjysk vognmand vender ryggen til oprør mod forhadt afgift

Meddelelsen modtages med vantro

Benny Nielsen fra Fredsø Vognmandsforretning meddelte fredag morgen, at han trækker sig fra alle aktiviteter omkring den planlagte demonstration 15. maj.  
Benny Nielsen fra Fredsø Vognmandsforretning meddelte fredag morgen, at han trækker sig fra alle aktiviteter omkring den planlagte demonstration 15. maj.   Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 18:08

NYKØBING MORS: Vognmand Benny Nielsen fra Mors har gennem flere måneder tilhørt inderkredsen i den aktionsgruppe af utilfredse vognmænd, som har protesteret højlydt over regeringens planer om at indføre en kilometerbaseret vejafgift.

Det gør han ikke længere. Fredag morgen meddelte han de tre andre i den såkaldte vejskatskomité, at han trækker sig med øjeblikkelig virkning.

- Det er korrekt. Han ringede og fortalte det, men han gav ikke en forklaring, bekræfter vognmand Jan Lillegaard fra Ølgod.

Benny Nielsen nåede også at poste sin beslutning to steder på Facebook - dels på sin egen væg og dels i Facebook-gruppen "Opråb", inden de sent fredag eftermiddag pludselig var væk igen.

Forinden var opslagene blevet modtaget med vantro i kommentarsporet, hvor mange mener, at vognmanden fra Mors må være blevet hacket, fordi han har været blandt de mest højrøstede i den offentlige debat om regeringens planer for vejafgiften.

Han var således primus motor i den demonstration, flere hundrede vognmænd og lastbilchauffører gennemførte på Christiansborg Slotsplads 4. april.

Så sent som onsdag sad han sammen med blandt andre Jan Lillegaard til møde med skatteminister Jeppe Buus (S) på Christiansborg i et håb om at få regeringen på andre tanker.

- Han lyttede til os - men vi fik intet med derfra, oplyser Jan Lillegaard. 

Nordjyske har fredag forsøgt at få en kommentar fra Benny Nielsen til den pludselige og uventede beslutning, men det har desværre ikke været muligt.

Overfor Nordjyske fastslår Jan Lillegaard, der har 20 lastbiler i sin forretning, at planerne om en landsdækkende aktion 15. maj står fast. Her er det planen, at vognmænd og lastbilchauffører over hele landet endnu engang vil aktionere mod den upopulære vejafgift, som de mener især vil ramme vognmænd i yderområderne hårdt.

- Det er ikke Vejskatskomiteen, der står bag den. Det er de enkelte vognmænd, der anmelder, at de vil demonstrere. Og det er vigtigt at understrege, at det skal foregå på lovlig vis. Det når vi længst med, for ellers får vi befolkningen imod os, og det er vi bestemt ikke interesseret i, understreger Jan Lillegaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden