- Jamen Peter dog: Stærhøj er jo ude!

Regionsrådsmedlem Lauge Larsen (S) mener, at kollegaen Peter Therkildsen (V) udelader aspekter i råstofdebatten

- Der er stor bevågenhed om at undgå gravning i værdifulde kystlandskaber, siger Lauge Larsen.  Arkivfoto: Claus Søndberg

- Der er stor bevågenhed om at undgå gravning i værdifulde kystlandskaber, siger Lauge Larsen. Arkivfoto: Claus Søndberg

MORS:De ser ens på flere ting, specielt på sundhedsområdet. Men når det gælder indvindingsret til moler på Mors, skilles vandene for de to Mors-medlemmer af forretningsudvalget i Region Nordjylland, Peter Therkildsen (V) og Lauge Larsen (S).

Som refereret i Nordjyske 30. juni/1. juli udtog regionsrådet på forslag fra Peter Therkildsen graveområde Erslev og nedgraderede det til interesseområde, som kan komme i spil, hvis behovet senere opstår. I en skriftlig fremstilling til medierne noterede Therkildsen følgende:

”Der har fra tid til anden været stor polemik omkring graveområder til moler, og klagenævnet afventer nye indstillinger til mulighederne i Mosebjerg og Stærhøj.”

Yt med Mosebjerg/Stærhøj

Det har fået Lauge Larsen til at henvende sig:

- Peter Therkildsen undlader at fortælle, at Stærhøj Øst med den aktuelle vedtagelse er helt ude af råstofplanen. Mosebjerg var allerede taget ud i forrige udgave af planen, og hermed er hverken Mosebjerg eller Stærhøj nævnt eller inde i billedet til molerindvinding. Peter ønsker jo i virkeligheden, at der skal graves i de to områder med den konsekvens, at kystlandskaberne vil blive ødelagt, siger Lauge Larsen.

Han anser det for usandsynligt, at Mosebjerg/Stærhøj nogensinde igen kommer i spil som graveområder.

- Det er der ikke politisk flertal for, og der er tilstrækkeligt med forekomster på øen i mindre naturfølsomme områder til at imødekomme Imerys behov for ler. Det kan komme på tale, at virksomhederne kan opnå en økonomisk erstatning for tabte graveområder på Mosebjerg i den retssag, der kører, men regionens jurister vurderer det dog som usandsynligt. Ligesom det også er med hensyn til at komme igennem med det synspunkt, at industrien har graveret via den rapport, der blev lavet i 1985, siger Lauge Larsen.

God balance i planen

Også han synes, at det er en god råstofplan, som blev vedtaget af regionsrådet tirsdag.

- Den beskytter naturværdierne, og den sikrer industrien indvindingsmuligheder. På Mors indgår Erslev/Tøving nu som reserve, men Imerys kan erhverve graverettigheder til Hesselbjerg tæt på fabrikken, hvis virksomheden vil betale for dem. Og den har fået det store område Skarrehage Øst, som nu er taget ind som indvindingsområde, siger Lauge Larsen.

De holder øje med kysten

Skarrehage Øst har undervejs været udsat for statslig indsigelse.

- Graveområdet er blevet rykket længere væk fra kystlinjen af hensyn til de landskabsmæssige interesser. Nu kom staten os i forkøbet, men jeg er sikker på, at regionen ville have krævet en tilsvarende ændring. Det viser jo netop, at der er stor bevågenhed om at undgå gravning i værdifulde kystlandskaber, siger Lauge Larsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.