- Lad os sælge os som børne- og familieøen
Mors behøver ikke at være verdensmester i erhvervsvenlighed. Nu er det andre værdier, vi skal satse på, mener Jette Jepsen (RV)

- Vi radikale bliver dem, der holder kommunalbestyrelsen fast på, at infrastruktur også er cykel- og vandrestier, siger Jette Jepsen. Arkivfoto: Claus Søndberg
MORS:- Det med at blive mere erhvervsvenlig var en fin målsætning på et tidspunkt, hvor Morsø Kommune havde behov for at styrke sig på det område. Nu er vi nået langt, og vi behøver ikke satse de sidste kræfter på at blive verdensmester i erhvervsvenlighed. Der er andre områder, hvor Mors trænger til at blive løftet.
Sådan lyder det fra Jette Trans Jepsen. Sundhedsplejersken fra Hvidbjerg er i gang med sin tredje valgkamp, og for første gang fører hun den fra spids. Jette Jepsen bliver det øverste navn i Radikale Venstres kvartet på stemmesedlen til Morsø Kommunalbestyrelse.
I 2017 fik hun 434 personlige stemmer, hvilket rakte til en placering i top 5. Men det var som en del af Venstres jubelteam, der sugede næsten halvdelen af de afgivne stemmer til sig, båret af borgmester Hans Ejner Bertelsens fremgang. Ham kom Jette Jepsen siden på kant med, hvilket førte til partiskiftet midt inde i valgperioden. De radikale har tiltrukket en anden partihopper, Bo Fink fra Sundby, som også havde et godt valg for fire år siden. Hvordan vil det gå dem 16. november?
- Jeg kan jo gå hen og få en lussing for at være sprunget fra Venstre. Men vores håb er da at komme ind med et par mandater. Vi skal være stemmen, der viser, hvor vigtigt det er med mangfoldighed i kommunalbestyrelsen. Der er brug for os som vagthunde, og vi lægger os ikke på forhånd fast på, hvem vi vil støtte og samarbejde med, siger Jette Jepsen.
Ingen radikal højborg
Det er 16 år siden, Radikale Venstre sidst opstillede på Mors. Med 16 registrerede medlemmer kan man ikke just kalde øen for en radikal højborg, men der er ikke mange flere i Thy, som Mors deler partiforening med. Kommunalpolitik handler i høj grad om personer, men selvfølgelig også om politik, og de radikale har flere mærkesager i valgprogrammet.
De stiller op for Radikale Venstre på Mors
Jette Jepsen, Hvidbjerg.
Lars Bo Majgaard, Nykøbing.
Gyrithe Stilling, Ejerslev.
Bo Fink, Sundby.
- Vi skal have mere og bedre natur på Mors. Rapporten om biodiversitet, der placerede Morsø som nummer 95 af de 98 kommuner, var en øjenåbner. Vi har flotte landskaber på øen, men ikke meget, vi kan kalde naturområder. Jeg fornemmer, at mange borgere, og også mange landmænd, gerne ser mere natur. Det skal vi i dialog med de store jordbesiddere om. Vådområdeprojekterne, som Mors nærmest har været foregangskommune for, viser, at der er åbninger og velvilje. Jeg er megastolt over, at vores landmænd er gået ind i det, selvfølgelig hjulpet af en økonomisk gulerod, siger Jette Jepsen.
Hun peger på skovrejsning som en del af det nationale mål og et middel til at opnå større naturareal. Men hun vil også gerne se en udvikling af det landbrug, der optager tre fjerdedele af øens areal.
- Den traditionelle form for griseproduktion er utrolig effektiv, men også hård ved de arealer, der gødes og dyrkes til foder. Jeg synes, kommunalbestyrelsen giver for mange udvidelsestilladelser til grisefabrikkerne. I stedet ser jeg gerne Mors satse mere på alternative landbrugsformer med økologi, planteavil til menneskeføde og fritgående dyr. Det er ikke en indsats, vi som kommunalbestyrelse kan løfte alene, men dialog med velvilligt indstillede landmænd er et godt udgangspunkt, siger Jette Jepsen.
Tidlig indsats og tilflytning
Der, hvor Morsø Kommune især bør lægge kræfterne, er hos børnefamilierne, mener spidskandidaten. Det ene aspekt er, at tidlig indsats er en god investering for en kommune som påpeget af den amerikanske professor og nobelpristager James Heckman.
- Det betaler sig virkeligt i forhold til at rette op på senere skader. Men Morsø har hverken en sundheds- eller en børnepolitik, som frontpersonalet har brug for som pejling. I en situation, hvor lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte faggrupper bliver en mangelvare, bør Mors satse meget mere på at få børnefamilier til at flytte hertil. Vi har varen i form af gode skoler og institutioner og gode fællesskaber og fritidsmuligheder, siger Jette Jepsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.