Stjernefrø stopper i Limfjordens Hus: Aarhuseventyr venter

MAD: 29-årige Daniel Justesen holder ved årsskiftet til fordel for et nyt restaurantprojekt

Helle Møller Larsen
Daniel Justesen, forpagter af Limfjordens Hus i Glyngøre, stopper ved årsskiftet til fordel for et nyt restauranteventyr i Aarhus. Arkivfoto: Hans Ravn
Restauranter 5. juli 2019 08:19 - Opdateret 5. juli 2019 08:27

GLYNGØRE: Limfjordens Hus skal have ny forpagter til årsskiftet. For efter fem år stopper 29-årige Daniel Justesen ved årets udgang. I stedet tager han hul på et nyt restauranteventyr i Aarhus. Her starter han et nyt restaurantprojekt med hans nuværende restaurantchef, 22- årige Anne Bach Mortensen, som går ind og bliver partner i forretningen.

- Jeg har haft fem fantastiske år i Limfjordens Hus, og er dybt taknemmelig for den opbakning, vi har haft hele vejen igennem. Jeg havde de lokales opbakning fra dag ét, og de har været med til at løfte stedet. Noget jeg aldrig vil glemme, siger Daniel Justesen og fortsætter:

- Jeg er nu kommet til det punkt, hvor jeg fagligt ikke kan udvikle mig mere i de rammer, vi navigerer i samtidigt med, at jeg har mod på større udfordringer, siger han og tilføjer, at beslutningen ikke har været nem at træffe, men at det er den rette.

Vil slutte på toppen

Daniel Justesen, der har vundet flere priser indenfor sit fag, stammer fra Lyby i Salling og er uddannet fra Restaurant Strandtangen i Skive. Anne Bach Mortensen er født i Oddense i Salling og er sideløbende med sit job i Limfjordens Hus, ved at færdiggøre sin uddannelse, som serviceøkonom med speciale inden for restauration.

- Det at man forlader lokalområdet, har ikke gjort beslutningen lettere. Vi har haft et fantastisk samarbejde med bestyrelsen for Limfjordens Hus fra dag ét, og det er vi dybt taknemmelige for, siger Daniel Justesen.

Han og Anne har sidste åbningsdag i Limfjordens Hus den 22. december 2019. Hvis ikke der er fundet en ny forpagter inden, gennemføres de planlagte konfirmationer næste forår. Restaurationsdriften fortsætter uændret indtil sidste åbningsdag.

- Vi ønsker at slutte på toppen, og den får max gas helt indtil det sidste, fortæller Daniel Justesen.

- Vi har stor respekt for, at Daniel vælger at søge nye udfordringer. Vi går nu i gang med at finde en ny forpagter, der kan føre Limfjordens Hus videre i den høje standard Daniel og hans team har sat, supplerer Jens Jørn Justesen, bestyrelsesformand for Limfjordens Hus.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...