Afgørende rapport om skandalebyggeriet af supersygehuset lander i dag
Der er mange spørgsmål tilbage i sagen om skandalebyggeriet - hvornår kan nordjyderne forvente, at byggeriet er færdigt? Og hvor meget ender det med at koste? Det kommer der - måske - svar på mandag 19. september, når der er pressemøde på NAU klokken 15 - se med her på Nordjyske.dk

Oprindeligt skulle Nyt Aalborg Universitetshospital åbne i 2020. Der er dog stadig adgang forbudt, og spørgsmålet er, hvornår supersygehuset åbner for personale og patienter. Arkivfoto: Claus Søndberg
AALBORG:Mandag 19. september lander der en længe ventet redegørelse for status på byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital. Det kulminerer med et pressemøde mandag klokken 15, og det kan du se live her på Nordjyske.dk.
Byggeriet har været undervejs siden 2013, men har siden været ramt af skandaler, udskydelser og store budgetoverskridelser.
Byggeledelsen vil i rapporten give en aktuel status på projektets tid, økonomi, risici, organisation og samarbejde.
Og der er nok at gøre status på.
Er der en slutdato?
Oprindeligt var planen, at hospitalet skulle stå færdigt i Aalborg Øst i 2020. I februar meldte Mads Duedahl ud, at han forventede at slå dørene op i første halvår 2024. Da Nordjyske forleden skrev om yderligere budgetoverskridelser, ville Mads Duedahl ikke længere sætte en dato på.
- Det vil være omsonst. Når vi får den nye rapport, bliver vi klogere. Men jeg kan sige, at det ser meget, meget problematisk ud, sagde han til Nordjyske.
Om der så kommer en endelig dato for åbning på efter dagens rapport, er endnu uvist.
Voldsomme budgetoverskridelser
Forleden skrev Nordjyske om, at budgettet alene i juni og juli i år er skredet med 66 millioner kroner. Samlet set er budgettet derfor overskredet med 660 millioner kroner på nuværende tidspunkt.
Regionen håber at kunne nedbringe ekstraregningen med 200 millioner kroner, da man forventer at få udbetalt en forsikringssum på det maksimale beløb. Det er dog ikke sikkert, at det kan lade sig gøre.
Heller ikke budgetoverskridelsen ville Mads Duedahl sætte noget endeligt tal på, da Nordjyske interviewede ham.
- Jeg vil ikke give noget bud på den samlede overskridelse. Det vil være useriøst, for jeg ved det ikke, sagde Mads Duedahl.
Udover de 660 millioner kroner er der i øvrigt krav på et trecifret millionbeløb mod byggeriet fra underentreprenører på grund af den forlængede byggetid.
Desuden er der en udgift til en helikopterplatform, som Region Nordjylland skal betale ved siden af, fordi den af økonomiske årsager blev trukket ud af hospitalsbyggeriet. Helikopterplatformen forventes at løbe op i mindst 46 millioner kroner, hvilket du kan læse mere om her.
Byggefejl og sløjfede projekter
Byggeprojektet har været ramt af flere fejl og forringelser undervejs.
Sidste år kunne Nordjyske afsløre, at den nu tidligere projektdirektør Niels Uhrenfeldt sendte en dispensationsansøgning til Sikkerhedsstyrelsen seks dage for sent. En ny lovgivning for elinstallationer er trådt i kraft, og man skulle have ansøgt om dispensation til at fortsætte under den gamle lovgivning senest 30. juni 2020.
Det skete altså ikke, og installationerne var med ét ulovlige. Niels Uhrenfeldt trak sig kort tid efter, men afviste at det havde noget med de nye afsløringer at gøre. Det kan du læse mere om her.
Forleden udtalte Per Larsen til Nordjyske:
- Byggeriet er blevet ramt af Murphys lov om, at alt der kan gå galt, også går galt. Eksempelvis er der nu kommet vand i et stort rørsystem. Nu skal det så undersøges, hvor galt det er, og om det skal skiftes eller repareres.
At der er problemer med vandrørene har TV 2 Nord nu også fået bekræftet af flere kilder.
Nordjyske har kortlagt, hvad det blandt andet kommer til at betyde med de voldsomme budgetoverskridelser. Nordjyderne kan blandt andet se frem til, at der hverken bliver et barsels- eller patienthotel - noget Mads Duedahl ellers gik til valg på sidste år.
I første omgang bliver der heller ikke indkøbt to strålekanoner til behandlinger af kræftsygdomme, hvilket ellers var planen. Det betyder i første omgang, at stråleafdelingen fortsat skal være på Aalborg Universitetshospital Syd på Hobrovej i Aalborg.
Hvem skal betale?
Der er mange spørgsmål tilbage i sagen om skandalebyggeriet - hvornår kan nordjyderne forvente, at byggeriet er færdigt? Og hvor meget ender det med at koste? Det kommer der - måske - svar på mandag 19. september, når der er pressemøde på NAU klokken 15.
Men et afgørende og presserende spørgsmål, der ikke nødvendigvis kommer svar på i første omgang, er, hvem der skal betale den voksende ekstraregning?
Overfor Nordjyske har sundhedsordførerne fra Enhedslisten og De Konservative, nordjyderne Peder Hvelplund og Per Larsen, krævet, at staten træder til og dækker udgifterne på den ene eller anden måde.
- Når situationen nu er, som den er, så synes jeg, at man skal sikre, at regionerne får mulighed for at finansiere overskridelserne på en måde, som ikke kommer til at gå ud over den behandling, som patienterne får, sagde Per Larsen.
- Problemet er, at enhver budgetoverskridelse bliver betalt af patienter og personale gennem forringelser af projekterne. Det er klart, at det er helt uacceptabelt, var udmeldingen fra Peder Hvelplund.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.