Debat

At være i nuet er for nogle en overlevelsesstrategi

Shubhdeep Singh Parwana er projektleder på projektet Stemmer ud af boksen ved DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom. E-mail: shubhdeep@dfunk.dk. Hjemmeside: dfunk. - Næste mandag langer han stafetten videre til Clara Dybbroe Viltoft fra lïm collective, der omtaler sig som "en eksperimenterende platform i Nordjylland dedikeret til nye alliancer mellem samtidskunst, sundhed om omsorg".
Shubhdeep Singh Parwana er projektleder på projektet Stemmer ud af boksen ved DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom. E-mail: shubhdeep@dfunk.dk. Hjemmeside: dfunk. - Næste mandag langer han stafetten videre til Clara Dybbroe Viltoft fra lïm collective, der omtaler sig som "en eksperimenterende platform i Nordjylland dedikeret til nye alliancer mellem samtidskunst, sundhed om omsorg".

Kære læsere af Nordjyske.

Mit navn er Shubhdeep Singh Parwana. Jeg har det privilegie at arbejde som projektleder i DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom. 

Siden 2009 har vi som organisation sat rettigheder for unge, der er flygtet til Danmark, på dagsorden og etableret en række indsatser, som spænder over alt fra lokale aktiviteter, fagmentorordninger, uddannelser, lektiehjælp og vidensdeling.

I MIT arbejde tilrettelægger jeg en kreativ meningsdanneruddannelse for unge med flugterfaringer støttet af TrygFonden. På den kreative meningsdanneruddannelse lærer de unge at udtrykke sig selv på forskellige måder. Det kan være gennem at holde en tale, være med i en panelsamtale eller gennem film, podcast, billeder eller digte. Med uddannelsen prøver vi at skabe et læringsrum, hvor der er plads til det enkelte individ samtidig med, at der skabes et kollektivt læringsrum, hvor deltagerne støtter hinanden. I det følgende ønsker jeg at dele nogle af de erfaringer, som jeg har fået ved at arbejde sammen med de unge på uddannelsen i løbet af de sidste par år.

FØRST OG fremmest er det en gruppe af unge mennesker, som består af forskellige individer med hver deres historier og perspektiver, mens de på samme tid deler en masse i mellem sig. Alle de unge har skulle starte et nyt liv her i Danmark, hvor de i dag på samme måde som andre unge, er en del af samfundet. De har hjemme her og drømmer her.

PÅ TRODS af deres gå-på-mod og vilje til at følge deres drømme og skabe et nyt hjem, så er det en gruppe af individer, som også har det til fælles, at deres skæbner desværre ikke altid er i egne hænder. De er ramt af de strukturer i Danmark, som betyder, at mange unge med flugterfaringer lever et liv i midlertidighed, hvor deres opholdstilladelse skal fornyes hvert andet år. En situation, som skaber utryghed og ustabilitet på et tidspunkt i livet, hvor der er allermest brug for ro til at kunne udvikle sig og gå de veje i livet, som man kunne ønske sig.

MED EN uvis fremtid har det derfor været meget specielt for mig at opleve, hvordan de unge gang på gang vælger at forholde sig til deres liv, deres fremtid og det at handle. En fællesnævner for dem alle er, at de virkelig ønsker at skabe forandring. Oftest handler de forandringer, de ønsker at skabe, om at skabe bedre muligheder for andre.

I DETTE skriv håber jeg helt ydmygt at sætte fokus på, at vi er flere, der kan være med til at tage ansvar for forandringer, der omhandler andre end en selv. Vi er nemlig flere, der kan være med til at tage noget af det arbejde og den vægt som unge med flugterfaringer i Danmark konstant er underlagt samt selv tager og bærer på sig.

JEG RÆKKER ud til dig, kære læser, med en bøn om at forstå, at vi lever i et Danmark anno 2023, hvor det at leve i midlertidighed er et vilkår for alt for mange unge med flugterfaringer. Et vilkår, som betyder en midlertidig opholdstilladelse, der kun gælder to år ad gangen. En midlertidig opholdstilladelse, som skaber en konstant usikkerhed og en uklarhed i forhold til at kunne tage styring over sin egen fremtid. Et væsentlig spørgsmål at stille sig er, hvordan du selv vil have det med at leve under det vilkår? Hvordan vil det være?

ET ANDET væsentlig spørgsmål at stille sig selv er, hvordan det ville være, hvis du havde boet under midlertidig opholdstilladelse i mere end 8 eller 10 eller 12 år. Hvad ville det gøre ved dig som menneske? Ville det gøre, at du vil føle dig udstødt? Ville du føle dig anerkendt af det samfund, som du er en del af?

JEG VED med mig selv, at det ville gøre mig ked af det og magtesløshed. Eller, det ved jeg faktisk ikke, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har nemlig ikke stået i den situation, men følelsen af mangel på anerkendelse af være lige så meget menneske som andre i samfundet og følelsen af magtesløshed over ikke selv at kunne tage kontrol over min fremtid på samme måde som andre, vil være nedslående forestiller jeg mig.

DERFOR overrasker det mig også så meget ekstra gang på gang at opleve de unge med flugterfaringer og deres mod til at tro, håbe, leve og elske på trods. Det er en af de stærkeste erfaringer, som jeg har taget med mig. Når jeg snakker med de unge om deres vilkår, så siger flere af dem meget rammende, at de bliver nødt til at tage en dag ad gangen. De bliver nødt til at forholde sig til en dag ad gangen for ellers, så bliver det for deprimerende. Tænker de på fremtiden, så har de nemlig ikke styring på samme måde som andre unge i vores samfund.

TÆNKER de på fremtiden, så kan de ligeså godt stoppe med at uddanne sig eller med arbejde. Tænker de på fremtiden, så er der nemlig kun et uklart vakuum, hvor andre har magten til at bestemme over deres liv. Andre har definitionsmagten over deres liv. Derfor er det at tage en dag ad gangen en overlevelsesstrategi.

JEG HÅBER med dette skriv, at du er blevet lidt klogere på en masse skæbner i et dansk samfund, som oftest ikke bliver skildret. Måske du undervejs har undret dig over, hvorvidt det virkelig kan passe, at vi har mennesker, der har flygtet for så at leve under en midlertidighed, der strækker sig over flere årtier i Danmark? Det håber jeg, at du har. 

Endnu mere håber jeg, at du har lyst til at være med til at ændre den virkelighed, da det er dem, som er majoriteten i et samfund, der reelt har den største magt til at ændre på de strukturer, der gør sig gældende.

ØNSKER DU at være med til at handle eller vide mere, så tøv ikke med at række ud til mig. 

Ønsker du at være med til at handle eller vide mere, så tøv ikke med at række ud til mig

Du kan også opsøge mere viden samt støtte vores arbejde i DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom via vores hjemmeside ved at blive medlem, hvilket hjælper os enormt meget i arbejdet med at skabe trygge, stabile og udviklende fællesskaber for unge, der er flygtet til Danmark.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden