Forskning

Nordjysk forskerhold fortjener hyldest for resultater i verdensklasse

Hvad vi også kan lære af gensekventeringen af mere end 100.000 positive coronaprøver.

Konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli.
Konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 09:03

En verdenssucces lukker ned, og vi skylder dem en kæmpe hyldest og anerkendelse. Det drejer sig om et hold i et laboratorium, der var forberedte, så muligheden og greb den for lidt over et år siden.

Da statsministeren i marts 2020 satte gang i historiske tiltag mod corona-virus, samlede en ung professor et stærkt hold af forskere, studerende og it-kyndige, så de kunne melde sig ind i kampen mod sygdommen.

Det, der i Nordjyskes artikel bliver kaldt ’et af karrierens mest overraskende sidespring’, er historien om Mads Albertsen og hans hold, som egentligt lavede grundforskning i bakterier. Da coronaen kom, så han muligheden for at bruge sin ekspertise til at gensekventere coronaprøver og derved kortlægge virusvarianters forskellige udbredelse i Danmark.

Her lidt over et år senere har de bidraget uvurderligt til kampen mod virus i Danmark, de skabt et historisk datamateriale og resultater i verdensklasse.

Alt sammen fordi de havde opbygget fagligheden eller med andre ord var forberedte. Fordi de så muligheden, som man jo kan, når man dels har fagligheden til det og samtidig formår at kigge udover vante rammer. Og fordi det ikke bare blev ved tanken eller snakken, men at de rent faktisk rakte ud efter muligheden for at gøre en forskel.

Det bør være en inspiration for alle: at være forberedt, at se muligheden og at gribe den. På én gang enkelt og ganske svært at udføre. Men man kan gøre forsøget – og det fortryder man sjældent.

Efter et hektisk år lukker coronalaboratoriet på Aalborg Universitet 30. juni, hvor opgaven fremover skal løses af Statens Serum Institut. Mads og det faste team vender tilbage til deres bakterier. Også her er de verdens bedste.

Vi glemmer det nogle gange i fortællingen om Nordjylland, at der foregår den slags forskning og arbejde på internationalt topniveau her i vores region. I stedet taler vi os ned i forhold til den store hovedstad. Sandheden er imidlertid, at det sagtens kan lade sig gøre at skabe internationale resultater med base i Nordjylland. Mads og holdet har netop igen bevist det.

Vi har grund til at være stolte af deres præstation. Vi har grund til at hylde dem. Og vi har pligt til at lære af dem og lade os inspirere af dem.

Gå til relaterede emner

Forsiden