Politik

Er dette startskuddet til det jyske baglandsoprør?

Det står endnu ikke klart, om det jyske baglandsoprør mest foregår i avisernes debatsektioner og blandt analytikere, eller om nordjysk Venstre-formands exit er startskuddet til et reelt opgør, hvor de jyske medlemmer forlader Venstre i hobetal, skriver lederskribent

Formand for Venstre i Nordjylland, Pernille Roth, har forladt partiet i protest mod ledelsen. Foto: Lars Pauli
Formand for Venstre i Nordjylland, Pernille Roth, har forladt partiet i protest mod ledelsen. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Fronterne er trukket hårdt op i Venstre.

Tirsdag kunne Jyllands-Posten fortælle, at Pernille Roth, formand for Venstre i Nordjylland, har forladt partiet i protest. Ifølge næstformanden uden forvarsel.

I en mail til de nordjyske Venstre-medlemmer kalder Pernille Roth partiet for splittet og dårligt ledet. Derudover langer hun ud efter partiets øverste ledelse med en beskyldning om, at rigsretssagen ikke var den virkelige årsag til, at Inger Støjberg måtte gå af som næstformand. Ifølge den nu tidligere nordjyske Venstre-formand handlede det om, at ledelsen ville skaffe sig af med den kontroversielle politiker.

Udadtil har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, begrundet støtten til rigsretssagen med, at partiet står for "lov og orden" for at bruge hans eget ordvalg.

Om lederen

Dette er en leder. NORDJYSKE har holdninger, men er uafhængig af politiske og økonomiske interesser. Vores holdninger udspringer af vores værdisæt: Vi er modige, ordentlige, passionerede og åbne. Vores holdninger står på lederplads og har ingen indflydelse på det journalistiske indhold.

Værd at bemærke er, at Pernille Roth er private venner med Inger Støjberg, og de bor begge i Hadsund. Og de har da snakket om beslutningen, lyder det i NORDJYSKEs dækning af sagen.

Spørgsmålet er nu, om - og hvor mange - andre der følger trop. Efter Støjbergs exit er der især i de landsdækkende medier blevet talt om det jyske baglandsoprør. Men det står endnu ikke klart, om oprøret mest foregår i avisernes debatsektioner og blandt analytikere, eller om Pernille Roths farvel til Venstre er startskuddet til et reelt opgør, hvor de medlemmer forlader Venstre i hobetal.

Uanset om splittelsen medfører medlemsflugt eller ej, er det tydeligt, at det endnu ikke er lykkes Jakob Ellemann-Jensen at samle partiet og vælgerne. Og den nordjyske formands farvel til partiet er da også en møgsag for Ellemann-Jensen. Meningsmålingerne er dystre - og blå blok er splittet. Og opgaven med at samle partiet er omfattende. Splittelsen minder om mange andre tidligere diskussioner Venstre. Det ville næsten være svært at kende partiet uden diskussionen om land kontra by, men fronterne er sjældent trukket så hårdt op som i disse dage.

Men man vinder ikke folketingsvalg ved at lade stå til. Enhver virksomhed eller organisation, der har stået overfor forandring ved, at det kan gøre ondt. Det gør ondt at pille ved de grundlæggende værdier, som partiet er formet af. Hos Venstre er man åbenlyst i gang med at definere, hvad en moderne borgerlig-liberal politik skal indeholde, og det sker ikke uden ofre. Det uvisse er, om der er nok vælgere, som kan genkende sig selv i det Venstre, som partiet er ved at skabe, eller om partiet af for mange trofaste vælgere bliver opfattet som "skabsradikalt københavnerliberalisme" som det blev udtrykt i et kommentarspor på nordjyske.dk.

Spørgsmålet er, om Venstres ledelse kan nå at genopfinde sig selv og sikre den politiske kurs inden næste folketingsvalg. Det er nok tvivlsomt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden