Fik du prøvet årets nye spisesteder? Her er de bedste nye i Nordjylland
Restauranter kommer, og restauranter forsvinder. Vi holder øje med de bedste af de nye, og her er listen over steder, du måske er gået glip af
Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:58
Det ene sted sender dig i en himmel, kun anmelderen kender. Et andet sted får en til at ønske, at man snart skal forbi igen og prøve en anden af alle stedets retter. Et tredje spisested er så undseligt og enkelt, at man slet ikke begriber, hvordan enkelhed kan smage så godt. Og den sidste restaurant har den mest guddommelige udsigt, at man helt glemmer, man er indenfor.
Velkommen til præsentationen af årets bedste nye restauranter i Nordjylland.
Bryggen Anno 2019
Vi begynder med de helt store superlativer fra madanmelder Lars Bang Berthelsen, der ikke skulle dø for at se lyset.
"Jeg skar et stykke blomkål, svøbte det grundigt i den silkeglatte sovs og tog en ordentlig bid. Det vil være at stramme den at påstå, at tiden stod stille i dette øjeblik. Men på et sekund stod det mig klart, at her var en ret, der sendte mig lige lukt ind i blomkålshimlen. Det smagte afsindigt godt. Blomkålen var nænsomt tilberedt og havde stadig masser af bid. Endnu mere friskt crunch var der i den let anis-smagende fennikel. Et tredje sprødt element kom fra hasselnødderne, der smagsmæssigt lagde sig i slipstrømmen på blomkålen og forstærkede dennes iboende nøddesmag. Fantastisk ret. Intet mindre. Og det skyldtes ikke mindst sovsen, der svøbte hver bid og gav mig lyst til mere. Og mere."
Og han fik mere og kunne til sidst konkludere.
"Vi fik fantastisk mad, dejlige drikkevarer og upåklagelig betjening. Læg dertil de smukke lokaler og en generel fed stemning. I princippet kalder det lidt rustikke koncept med deleretter og den manglende mulighed for en til maden afstemt drikkevaremenu måske ikke på topkarakter. Men vi skal tæt på toppen. Bryggen anno 2019 er ikke Fine Dining. Her handler det uprætentiøst om rendyrket glæde ved den gode mad. Endda i topmoderne klæder og til en pris, der i forhold til kvaliteten er decideret rørende. Derfor skal Sisse og Mads og deres personale have fem, flotte gafler. Tak for mad!"
Alimentum
Også nye Alimentum imponerede med sin enkle stil på tallerkenen, der dog var svær at se på grund af lyset.
"Det er dog en rigtig god madoplevelse at besøge Alimentum. Man bliver taget ved hånden hele vejen af kyndigt personale, og man bliver mæt på trods af den lille mængde kød, især hvis man husker at spise brød til.
Jeg er sikker på, at næste oplevelse vil være endnu bedre. De mange serveringer og den rimelige pris på 2200 kroner for to personer inklusive saft og/eller vin gør udslaget, når den endelige bedømmelse skal gives. Det bliver til fem gafler i alt til Alimentum."
Struktur
Struktur i Vesterå var også ny og flyttede ind i Studie4s lokaler. En sen-aftenrestaurant er født.
"Alle retter er sprængfyldte med smag, gode balancer og er veltilberedte.
Menukortet er noget for sig, og der er masser af muligheder for at få stillet både sin lille og store sult. Niveauet er højt, og priserne tager ikke en himmelflugt, hvis alt tages i betragtning.
1880 kroner for fire retter med vin til to personer.
Service fra vores tjener er upåklagelig, venlig og imødekommende, og der er valgt gode vine til menuen.
Det er helt klart et sted, jeg kommer igen, for der er mange retter, jeg mangler at smage på dét menukort."
Svinkløv Badehotel
Blandt årets bedste er også det sted, verdens bedste kok har arbejdet i ti år, nemlig Svinkløv Badehotel.
Det nyopførte hotel forsøger bevidst at skrue ned for tempoet og ambitionerne, men det betyder ikke, at anmelderen ikke var begejstret. For bare rammerne, badehotellet er sat i, er nærmest overvældende.
"Alene køreturen gennem skovens lysegrønne løv er en oplevelse. Og når skoven pludselig åbner sig, og havet bruser en i møde, så ligger det der, badehotellet, i al sin genopførte pragt. Allerede i synet fra parkeringspladsen er huset i verdensklasse...Udsigten alene er faktisk en omvej værd, hvis man skal tage den i Michelin-termer," skrev madanmelder Lars Bang Berthelsen, da han besøgte hotellet i maj.
Og til køkkenet var der roser, om end de blev pakket lidt anderledes ind:
"Det trækker også ned i bedømmelsen, at der var en del usikkerhed at spore hos store dele af serveringspersonalet. Eksempelvis fik vi ikke nogen anden præsentation af vinene end deres navn, og vi fik da slet ikke at vide, hvorfor den enkelte vin var blevet valgt til den enkelte ret.
Alligevel skal Svinkløv Badehotel have fem gafler. Nok var menuen en kende usammenhængende, men hver for sig var hver eneste ret en stor, stor nydelse. Køkkenet præsterede overlegent sikre tilberedninger med stor respekt for de fine råvarer i alle serveringer. Selvfølgelig kan de koge i verdensmesterens køkken. Og det er trods alt det vigtigste," skrev den begejstrede anmelder.
Her på NORDJYSKE holder vi fortsat godt øje med de nordjyske restauranter, og mon ikke højdespringerne fra 2018 kan forvente et besøg i det nye år? Det tror jeg nok, de kan.
5 gafler
Alimentum - Løkkegade i Aalborg
Struktur - på toppen af Vesterå
Svinkløv Badehotel - fint nyt sted ved Jammerbugten
Bryggen Anno 2019 - ved havnen i Thisted
4 gafler
Smaek - Det tidligere Casa Blanca
Menendez - tidligere Salt & Peber
Galleriet - På Skallerup Klit
Ubat Veggie - ved siden af Tabu - nu en del af det
Bramslevgaard - ved Hobro
Håkon - en del af Pakhuset i Skagen
3 gafler
Stokbrohus
Havs
2 gafler
El Mariachi
Årets bedste 2018
5 gafler
VesterØL, Læsø
Restaurant Kontra, Thisted
Gratværk, Frederikshavn
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.