Landbrug

Før var de fjender - nu gifter de sig i nordjysk kæmpebryllup

Stor opbakning bag fusion

En af landets allerstørste landboforeninger ligger nu i Nordjylland.
En af landets allerstørste landboforeninger ligger nu i Nordjylland. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 07:48

Tidligere var de fjender, bekrigede hinanden og mødtes i retten: Nu er de faldet hinanden om halsen i et kæmpebryllup.

Det er - kort fortalt - historien om to store organisationer, som nu har sagt ja til at gifte sig med hinanden i en nordjysk storfusion.

Medlemmerne stemte onsdag aften ja til fusion mellem LandboNord og Agri Nord, der nu er blandt Danmarks allerstørste landboforeninger. 

Medlemmerne hos LandboNord og Agri Nord stemte på to ekstraordinære generalforsamlinger ja til fusionen.

Carl Christian Pedersen bliver formand. Privatfoto

Fusionen blev vedtaget med 89,1 pct. for hos Agri Nord og 96,5 pct. hos LandboNord.

Efter fusionen tæller landboforeningen nu næsten 2200 medlemmer, mens rådgivningsselskabet, der bliver blandt de største i Nordjylland, har cirka 9000 kunder.

Den tidligere Agri Nord-formand Carl Christian Pedersen bliver formand for den nye forening.

Med fusionen har man grebet den mulighed, formanden inden afstemningen lagde op til.

- Vi indstiller til fusion nu. Fordi vi kan og ikke fordi vi skal fusionere, fastslog Carl Christian Pedersen på den ekstraordinære generalforsamling hos Agri Nord.

Han glæder sig over resultatet af aftenens generalforsamlinger:

- Vi takker medlemmerne for det flotte mandat, og ser frem til at arbejde videre på den fusion, vi har talt ind i igennem længere tid. Vi glæder os til at få udmøntet planerne, som både kommer til at sikre endnu større politisk gennemslagskraft samt bedre og mere specialiseret rådgivning til de nordjyske landmænd, siger han.

Mens det store medlemstal giver større pondus, skal de større politiske muskler sikres yderligere gennem et nyoprettet politisk sekretariat, mens rådgivningen er klar til at udvide rådgivningspaletten med endnu flere specialiserede fagområder, som favner alt fra de helt store landbrug til deltidslandmanden.

Begge dele er der brug for i en verden i kraftig forandring, fastslår Carl Christian Pedersen.

Udover Carl Christian Pedersen som formand, ligger det fast, at LandboNord-formand Torben Farum bliver første næstformand og repræsentant for Nordjylland i Landbrug & Fødevarers forretningsudvalg.

Uffe Bertelsen skifter direktørstolen i LandboNord ud med rollen som administrerende direktør i den nye koncern, mens Anders Hummelmose bliver Group CFO.

Indtil det nye navn er på plads efter sommerferien, hedder organisationen Agri Nord/LandboNord.

Den nye forening og rådgivningsvirksomhed får hovedsæde i Aalborg. De to sammenlagte landboforeningers hidtidige lokationer bliver alle bevaret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden