Erhverv

Fyrværkerifabrik er på vej mod et farvel til raketterne

Folk kan ikke finde ud at bruge dem rigtigt, og så er det bedst at tage dem af markedet, lyder det fra Aalborg Fyrværkerifabriks direktør

Arkivoto: Bente Poder
Arkivoto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret kl. 13:55

NORDJYLLAND: Når nytåret går ind i morgen aften, så er det givetvis den sidste nytårsaften, hvor du kan skyde det ind med raketter fra Aalborg Fyrværkerifabrik. Til næste års sortiment vil raketterne nemlig være forsvundet, siger fabrikkens direktør Thomas Brix Pedersen.

Årsagen er, at raketterne står for en uforholdsmæssig stor del af ulykkerne med fyrværkeri. Godt og vel en tredjedel af både alle ulykker som sådan samt af de alvorlige ulykker skyldes raketter.

- Først vil jeg gerne sige til forsvar for branchen, at det samlede antal ulykker er faldende. Tallet i sig selv er pænt, men når man går ind og kigger på, hvordan de er fordelt, så er raketterne overrepræsenteret - og endnu mere foruroligende, fandt jeg ud af, da jeg begyndte at grave i det, så er dem, der bliver ramt, vores børn og unge.

- De er overrepræsenteret af skader på raketter - og det er jo fordi, det er en artikel hvor, hvis ikke man bruger den rigtigt, så går det fandeme galt. Det rystede mig faktisk. Så jeg er glad for, at vi har haft diskussionen internt i virksomheden i nogen tid, for jo mere man graver i det, jo mere rigtigt bliver det bare, siger Thomas Brix Pedersen.

Det er ikke raketterne i sig selv, der er mere farlige end så meget andet fyrværkeri, det er dem, der står i den anden ende af lunten, den er gal med. Raketterne kræver et stabilt affyringsrør, der kan blive sat solidt fast i jorden, for at man kan fyre dem sikkert af, men det er langt fra alle, der gør det.

Nogen gør det bare ikke, andre steder som i centrum af de større byer kan det være svært at finde et sted at banke et rør i jorden, og så bruger folk alle mulige andre - og usikre - affyringsramper. Det kan være champagneflasker eller nedløbsrør, og hvis noget går galt, hvis flasken vælter, så har man en vildfaren raket på vej mod andre mennesker.

Det er ikke et emne, der har været oppe politisk eller fra Sikkerhedsstyrelsen, der godkender fyrværkeri, det er udelukkende et spørgsmål om at gøre det, der for Thomas Brix Pedersen og resten af virksomheden er det rigtige at gøre.

Salget af raketterne udgør omkring 20 procent af fabrikkens omsætning, så det er ikke nogen marginalvare, der er tale om, og Thomas Brix Pedersen erkender da også, at det for nogen kan virke som lidt af et selvmål for fabrikken.

- For os er det ikke et spørgsmål om politik eller om, hvad andre synes. Det er et spørgsmål om, hvad vi synes, og hvad vi kan stå inde for. Alle os, der arbejder hernede har børn, og vi elsker at stå nytårsaften og skyde fyrværkeri og stå og se på det.

- Vi vil gerne, at det vi sælger, det er noget, vi kan stå inde for. Noget vi selv er trygge ved at stå og bruge nytårsaften og give til vores børn, til venner og familie. Det skal være noget, hvor vi ikke tøver et sekund med at sige, at det her - det kan I gå ud og skyde af nytårsaften, det er både festligt, sikkert og sjovt. siger Thomas Brix Pedersen.

- Jeg skyder ikke selv raketter af nytårsaften, så hvorfor sælger vi det så? Så er jeg egentlig ligeglad med, om det er noget, vi gerne må sælge, og at det er en stor del af vores omsætning, det er jeg ligeglad med.

- Vi har et produkt, som forbrugerne ikke kan finde ud af at bruge, jamen så lad os fjerne det, siger fyrværkeridirektøren.

Tanken om at holde op med at sælge raketter har ligget og luret i nogen tid, men kan af gode grunde ikke blive til noget i indeværende år, så det bliver først fra næste år, at Aalborg Fyrværkerifabrik stopper salget.

- Vi er der, hvor vi mener, at det er det rigtige skridt - vi arbejder på en total udfasning af raketterne nu, siger Thomas Brix Pedersen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden