Giv private flere opgaver
Nordjylland kan høste store gevinster ved at lade private stå for flere vej- og parkopgaver.
Nordjylland halter efter andre dele af landet, når det gælder samarbejde med private virksomheder om at løfte opgaver som snerydning og vedligehold af grønne arealer. Cirka 40 pct. af de nordjyske kommuners opgaver indenfor vej og park blev i 2022 udført af private virksomheder.
Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over.
Vi har et velfungerende privat marked, som tit vil kunne højne kvaliteten og levere til en bedre pris, fordi virksomhederne er vant til at konkurrere om kunderne. Det bør de nordjyske kommuner efter min mening benytte sig af.
Der er stor forskel på, hvor mange opgaver kommunerne i Nordjylland samarbejder med erhvervslivet om. Frederikshavn og Vesthimmerlands ligger i top med over halvdelen af vej- og parkopgaverne, der udføres af private virksomheder, mens Brønderslev, Hjørring, Rebild og Aalborg kun sender omkring en tredjedel af disse opgaver i udbud.
Private virksomheder kommer med bæredygtige løsninger, ny teknologi og konkurrencedygtige priser. Når Holstebro Kommune kan samarbejde med private om hele 86 pct. af deres vej- og parkopgaver, er der virkelig grund til at kigge dem over skulderen og lade sig inspirere.
Det vil jeg i den grad opfordre de nordjyske kommuner til at gøre.
De nordjyske kommuner kan høste store økonomiske gevinster ved at samarbejde mere med virksomheder om at få løst opgaver som at få sneen ryddet og vejen repareret. Penge, som kan bruges på andre vigtige vedfærdsområder.
I Aalborg kan der for eksempel frigives helt op til ca. 18 millioner kroner ved at løfte det offentligt-private samarbejde. I Hjørring er potentialet på knap otte millioner kroner. Det er altså besparelser, som virkelig vil kunne mærkes i de kommunale budgetter.