Hammerslag: Vilde priser på møbler fra isbrydere
Rift om møbler og inventar fra pensionerede nordjyske isbrydere
Opdateret kl. 21:11
Eksklusivt inventar fra de store, gamle isbrydere Danbjørn og Isbjørn blev lørdag solgt på auktion hos Campen Auktioner i Randers.
Og der var rift om blandt andet gamle designermøbler fra isbryderne, som gennem mange år havde base på flådestationen i Frederikshavn og senere lå til kaj i havnen i Hals - taget ud af drift.
Netop nu er de to store isbrydere ved at blive ophugget hos firmaet Smedegaarden A/S i Esbjerg, mens en række fine møbler og andet inventar fra isbryderne blev sat på auktion.
- Det er gået over al forventning, siger vicedirektør Bjørn Søby Jakobsen fra Campen Auktioner i Randers lørdag eftermiddag.
Budkrig sendte pris op
Et eksempel er designermøbler fra messen på Danbjørn: Et salonbord og otte tilhørende stole.
Der var budkrig om netop de møbler, og det sendte prisen op. Hele 54 bud blev afgivet inden hammerslag på 19.500 kr.
En hjørnesofa med to tilhørende armstole, også fra isbryderne, var der også rift om med 37 bud, inden hammerslag på 7000 kr.
Og også en gammel maskintelegraf fra Danbjørn var eftertragtet. Den blev der afgivet 36 bud på, inden hammerslaget på 10.500 kr.
I alt var der 430 auktionsnumre med inventardele fra Danbjørn og Isbjørn.
Nordjysk interesse
Ifølge vicedirektør Bjørn Søby Jakobsen fra auktionshuset har han klart mærket en særlig interesse fra nordjyder for at se og købe nogle af de gamle møbler og dele fra isbryderne.
Han går ud fra, at det skyldes, at nogle af køberne har haft en forbindelse til isbryderne, måske gennem familiemedlemmer eller bekendte, der har arbejdet på Danbjørn og Isbjørn.
Campen Auktioner kunne lørdag ikke oplyse, hvor meget auktionen over møbler og inventar fra de to isbrydere samlet har indbragt.
Pengene fra salget går til Smedegaarden A/S i Esbjerg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.