Helgstrand slog handel af med milliardær: Hollandsk avler snydt

Hollandsk avler truer Andreas Helgstrand med søgsmål

To hollændere blev snydt, da Andreas Helgstrand byttede en hest med den norske milliardær Kristin Andresen i sommeren 2015. <i>Foto: Lars Pauli</i>

To hollændere blev snydt, da Andreas Helgstrand byttede en hest med den norske milliardær Kristin Andresen i sommeren 2015. Foto: Lars Pauli

Det er ikke kun i Danmark, at Andreas Helgstrand fører sine partnere bag lyset.

Den omstridte hestehandler og stifter af Helgstrand Dressage er en yderst indflydelsesrig mand i store dressurlande som Holland, Tyskland og Storbritannien.

Og nu kan Nordjyske afsløre, at han i 2015 snød sine hollandske forretningspartnere, da han slog en handel af med Kristin Andresen, hvis familie er blandt Norges absolut rigeste. 

Sagen kommer frem, efter at Nordjyske i en række artikler har beskrevet, hvordan Andreas Helgstrand, der er blevet milliardær på at handle med dressurheste, har snydt medejere af heste. 

Den hollandske avler Ronald Vrolijken er vred over forløbet, og han overvejer nu at sagsøge Helgstrand Dressage.

- Han har brugt mine penge på at løse sit problem, siger han i et interview med Nordjyske.

Ronald Vrolijken ejede hesten Empire B sammen med hestehandleren Marthijs Brouwer. I 2014 købte Andreas Helgstrand halvdelen af hesten.

Året efter - i juni 2015 - lod Andreas Helgstrand, ifølge Ronald Vrolijken, forstå, at han havde solgt hele hesten for 150.000 euro (1,1 millioner kroner), som de skulle dele. Dermed var der 75.000 euro tilbage til de to hollændere. 

Men Nordjyskes kortlægning af sagen viser, at Andreas Helgstrand undlod at fortælle de hollandske partnere, at deres hest var en del af en byttehandel, som snød hollænderne for et millionbeløb.

For i virkeligheden byttede Andreas Helgstrand hesten i en handel til en værdi, der var mere end fem gange højere, end han fortalte hollænderne. 

Dyr hest gik retur

En skriftlig aftale mellem Kristin Andresen og Helgstrand Dressage viser nemlig, at Empire B blev byttet med hesten Chicago. Kristin Andresen ville returnere Chicago til Andreas Helgstrand, fordi den ikke gik, som hun forventede. 

Ifølge Kristin Andresen købte hun Chicago for 850.000 euro, hvilket svarer til 6,3 millioner kroner. Og det fremgår tydeligt af kontrakten, som Nordjyske er i besiddelse af, at hvis der blev problemer med Empire B, kunne den norske investor vælge en hest til samme værdi som Chicago. 

"Beløbet skal afspejle den købspris, Kristin G. Andresen betalte for Chicago," fremgår det af aftalen. 

Så mens hollænderne blev spist af med 75.000 euro for deres halvdel, sad Andreas Helgstrand med hele ejerskabet af en milliondyr hest. Hesten blev efterfølgende solgt videre, erfarer Nordjyske. 

Kristin Andresen bekræfter over for Nordjyske, at værdien af Empire B var 6,3 millioner kroner. 

- Det var en klassehest, siger hun. 

Hverken Marthijs Brouwer eller Ronald Vrolijken blev oplyst om værdien af handlen og havde intet kendskab til, at der i virkeligheden var tale om en byttehandel og ikke et salg. 

Ronald Vrolijken, der avler heste i den hollandske by Wezep ved Zwolle, undrede sig dengang over, at hesten blev solgt så billigt, men Andreas Helgstrand forklarede, at den havde noget med ryggen. 

- Det føltes ikke rigtigt. Først hørte vi, at hesten var rigtig god, og at vi kunne få omkring 500.000 euro for vores halvdel. To måneder efter blev den solgt for meget mindre, siger Ronald Vrolijken i dag. 

Men køberen, Kristin Andresen, afviser, at det skulle trække prisen ned. 

- Der var ikke nogen problemer med Empire B. Det var en fantastisk hest. Den strammede og spændte op i ryggen, så vi måtte lade den strække ud, men den var ikke halt eller noget. Når vi passede på dens ryg, var der aldrig nogen helbredsmæssige problemer. Vi havde jo et dyrlægetjek af den, siger hun.

Bekræfter byttehandel

Andreas Helgstrand, der i disse dage er til verdensmesterskabet for unge dressurheste i hollandske Ermelo, bekræfter i en mail til Nordjyske, at Empire B blev byttet med Chicago. 

Men han mener - i modstrid med hvad der fremgår af kontrakten - at værdien af Chicago var dykket.

"Vi indvilligede ganske rigtigt i, at Kristin Andresen tilbage i 2015 kunne returnere Chicago efter omkring et år, selvom hesten var i en dårligere forfatning og faldet markant i værdi. Som en god kunde fik Kristin Andresen mulighed for at vælge en anden hest uden beregning," skriver Andreas Helgstrand. 

Herefter købte Helgstrand Dressage, ifølge stifteren, Marthijs Brouwer ud af hesten. Andreas Helgstrand undlader dog over for Nordjyske at svare på, hvorfor han ikke fortalte Marthijs Brouwer og Ronald Vrolijken om den milliondyre hest, der gik den anden vej. 

Som Nordjyske tidligere har skrevet, har Helgstrand Dressage i årevis haft en praksis, hvor salgsstalden har købt partnerne ud af hestene, umiddelbart før de handles videre. I flere tilfælde har han nægtet dem indsigt i den endelige salgskontrakt.

Lars Andreas Helgstrand

  • 44-årige Andreas Helgstrand er født i Dragør på Amager som søn af Ulf og Ewa Helgstrand. Faderen er uddannet læge og har i mange år været formand for Dansk Rideforbund.
  • I 2006 vandt han VM-sølv i dressur, og ved OL i Beijing i 2008 var han med til at vinde bronze i holddressur.
  • Indtil 2008 var han ansat som chefberider på Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansens stutteri Blue Hors, der ligger mellem Vejle og Billund.
  • Han opsagde sit job for at stifte Helgstrand Dressage.
  • Han er gift med smykkedesigner og dressurrytter Marianne Helgstrand. De har sammen to drenge.

Det var Marthijs Brouwer, som Helgstrand Dressage havde direkte kontakt med i forbindelse med handlen, og derfor afviser stutteriet at svare på anklagerne fra Ronald Vrolijken. 

"Vi har i øvrigt aldrig været i kontakt med eller haft kendskab til Ronald Vrolijken, hvorfor vi heller ikke vil kommentere hans holdning til en handel mellem Marthijs Brouwer og Helgstrand Dressage," skriver Andreas Helgstrand i mailen. 

Ifølge Ronald Vrolijken mødte han dog efterfølgende Andreas Helgstrand til et hingsteshow i Holland, hvor han spurgte, hvorfor Empire B blev solgt så billigt. Dagen efter vendte Andreas Helgstrand tilbage til ham og fortalte, at det var fordi, den havde problemer med ryggen. 

Hest med guldmedaljer

Rygproblemerne har dog ikke hæmmet Empire B. 

Ifølge det internationale rideforbund FEI's database høstede Empire B flere medaljer med Kristin Andresens datter, dressurrytteren Alexandra Andresen, på ryggen. I de tre første stævner i Kristiansand blev det til tre førstepladser, mens hun senere samme år også stod øverst på skamlen til et stævne i Uggerhalne. 

Marthijs Brouwer fortæller, at han efter handlen hørte rygter om, at Empire B var blevet byttet med en anden hest, men han har aldrig konfronteret Andreas Helgstrand. 

- Handlen er lukket. Vi taler om 2015, vi lever i 2022. Jeg har ikke den slags kunder, som Helgstrand har, siger han med henvisning til Kristin Andresen, som Andreas Helgstrand har handlet flere heste med. 

Kristin Andresen er gift med Johan Andresen, der var arving til Tiedemanns Tobaksfabrik, som har været i familien siden 1849, og som i 2005 blev solgt til Scandinavian Tobacco Group for et milliardbeløb. 

Familiens pengetank, Oslo-baserede Ferd AS, havde ved udgangen af 2021 en egenkapital på 36 milliarder kroner.

Andreas Helgstrand blev med ét slag milliardær, da han solgte majoriteten af sit livsværk Helgstrand Dressage til den hollandske kapitalfond Waterland i 2018. De har sammen skabt koncernen Global Equestrian Group og opkøbt hestefarme i Tyskland og USA foruden et tøjfirma og en stævnearrangør. Ambitionen er at skabe verdens største hestesportsvirksomhed. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.