Hvad skal vi bruge lokaldemokrati til?

Hvad skal vi bruge lokaldemokratiet til?

I dette efterår begynder Hjørring Kommune behandling af en stime af vindmølle-, solcelle- og hybridprojekter. 

Hele 35 projekter valgte man at sende af sted til behandling og fordebat.

Nutidens helt forståelige bekymring for energiforsyningen, grundet både krig og klimaudfordringer, har også indfundet sig i Hjørring Kommune, og det lød som om på byrådsmødet i juni, at det var en væsentlig årsag til, at et flertal valgte at sende stort set alle projekter videre.

Men politikerne anerkendte samtidigt, at det kan være svært at finde et sted, hvor sol- og vindanlæggene skal stilles op. Det var formentligt også grunden til, at beslutningen blev fulgt af ordene, at ”borgerne derude” skulle høres.

Der, hvor kæden hoppede af, var netop ordene, ”borgerne derude skal høres”. For flere af de projekter, politikerne sendte videre, var projekter, som tidligere og ad flere omgange har været i spil. 

Det gælder bl.a. projekterne, der ligger som en Bermuda-trekant omkring Børglum Kloster, nemlig projekterne ved Hjortnæs, Vrensted og ved Sdr. Rubjerg og Vejby, som vil pakke klostret helt væk i industri.

Ved alle tre projektområder gælder det, at vi som lokale igen og igen tydeligt har sagt nej tak.

Nej tak til, at vores lokalområde nedlægges, nej tak til at vores huse mister værdi, nej tak til at vores helbred sættes over styr, og ikke mindst nej tak til, at vores kulturarv ødelægges.

Os ”borgere derude” blev de andre gange hørt, og projekterne blev afvist af Hjørring Kommune. 

Nu skal vi så åbenbart høres igen.

Det er situationer som den her, der slår skår i éns tro på det lokale demokrati. At vi som borgere bliver inviteret til at give vores mening til kende, så man kan tage en demokratisk beslutning, for så blot at blive spurgt, om nye projekter i de samme områder om og om igen, med få års mellemrum.

Man kunne få den kætterske tanke, at man bliver ved med at spørge indtil man får det svar man gerne vil have. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, men det er den slags tanker, der stikker sit grimme hoved frem i frustration over, at vi endnu engang skal kæmpe imod Goliat, nemlig de pengestærke vindmølleopstillere. Og over, at vi muligvis kan have udsigt til, at vi allerede om få år kan stå i samme situation igen.

Politikerne har, som det også blev sagt på byrådsmødet, hverken sagt ”ja” eller ”nej” til noget endnu. Men jeg håber også de kan anerkende, at de endnu engang har sendt os ud i en virkelighed af stress, ængstelighed og frustration over, at vi igen må kæmpe for vores lokalområde og vores hjem. For dem er det måske kun en proces. Det er det ikke for os.

Jeg håber inderligt, at de lokale valgte politikere kan se og vil stoppe det, der virker som et endeløst angreb på vores skønne lokalområde, at de vil lytte, når nu vi igen-igen siger nej tak.