Under de to timers kørsel tænker jeg, vi vil snakke om det muliges kunst. Ligesom dengang jeg friede til Tine, og hun som det første sagde: ”Ja Mads. Og nu skal du køre til Randers og fortælle det til mor og Jens.” Selvfølgelig. Der må anmodes om en hånd. Smuk tradition. Mit frieri fandt sted, da Danmark var lukket ned.

Coronaen var på sit højeste, og derfor fik jeg en sidste formaning med fra Tine: ”Du skal fortælle dem det på lang afstand. Og hvis de inviterer dig indenfor, bliver du ude på fortovet, ok?”

Således blev det. På Hyacintvej i Kronjylland stod pludselig en vendelbo og råbte sin anmodning om Tines hånd ud over villakvarteret. Med boblende hjerte og på behørig afstand. Smittefare helt og aldeles neutraliseret.

Vi vil sikkert også tale om det muliges kunst, der udfoldede sig, da Helle og Jens skulle fejre sølvbryllup i golfklubbens fine lokaler. Jens måtte bide det timelange arrangement over i to. Med en lur midtvejs. 

Golfklubben stillede en divaneser til rådighed, og hvor skulle luren finde sted? Selvfølgelig midt i festlokalet. Er der en mere svalende vej ind til den nødvendige søvn end lyden af alle de familiemedlemmer og venner, der har fyldt dit liv med glæde? Nej, vel?

Gælder året rundt

Og når svigermor og jeg får brug for at hvile stemmerne på vores tur op gennem Jylland, vil vi tænde for bilradioen. Nattevagten sender ti timer direkte. Min kære kollega Bubber tager årets tørn. Det sker i erkendelsen af, at mange ikke har nogen at dele måltidet med juleaften. De kan tage telefonen og ringe til Bubber. Public service af fineste karat. 

Sidste år var det mig, der havde vagten. Jeg sendte fra gaden. Det var isnende koldt, men meningsfyldt ud over alle grænser. Da stearinlysene brændte ud, efterlyste vi et par stykker ekstra i æteren og tyve minutter senere kom en ung mand ved navn Søren Georg cyklende. Med stearinlys i alle lommer. Han var egentlig ikke en juleentusiast, men vi skulle da ikke sidde i bælgravende mørke.

Der blev ringet fra nær og fjern. Fra en campingvogn på Bornholm til et øde hus på Mors. Og pludselig kom der to stemmer igennem fra Randers. Svigermor og Jens. De tog fusen på mig, og hvor var det dog et opkald, der lunede. 

Helle ville også gerne sende en hilsen. Til alle de mennesker, der arbejder juleaften. Til sosuerne, der kører på hjemmebesøg med medicin og omsorg. Til sygeplejerskerne på hospitalerne. Lægerne på skadestuen. Og endelig kom hun med en appel og et godt råd: ”Lær deres navne at kende. Husk dem så godt du kan. Hvis du kan byde dem velkommen ved navn, næste gang du ser dem, vil du gøre dem glade.”

Sådan taler en klog kvinde, der ved, at gaver ikke nødvendigvis behøver at blive pakket ind og koste det hvide ud af øjnene. At have blik for sin omverden og anerkende dem, der gør den fin, er gavnligheden selv. Det gælder ikke bare juleaften. Men året rundt.