Det har været nemt for mig at indtage den korrekte holdning:

At den grønne omstilling er kommet for at blive, og at solcellerne og vindmøllerne er et uundgåeligt skridt i den rigtige retning. 

Og ikke mindst; at et eller andet sted skal de jo stå. Så hvorfor ikke i Nordjylland, hvor pladsen er god og vinden stærk?

Men jeg har jo også mit på det tørre. Med bopæl i udkanten af Aalborg, tæt på byen og alligevel med skov og natur i baghaven. 

Som indfødt nordjyde har jeg bildt mig ind, at jeg kunne sætte mig i deres sted. De mennesker, der med energiudvidelser får vindmølleområder og solcelleparker som naboer. 

Men sandheden er, at jeg aldrig har opholdt mig i nærheden af en vindmølle i mere end fem minutter, og at der ingen solceller er til at forstyrre idyllen, når jeg løber ture i mit nærområde. 

Ovenstående gik for alvor op for mig, da jeg læste historien om Ulla, René og Lasse. 

Fælles for de tre nordjyder er, at vindmølleparkerne har store private konsekvenser for dem, fordi de tvinges til at opgive både det hjem og det lokalsamfund, de elsker. 

René Jakobsen Møller og hans kones kærlighedshistorie startede i landsbyen Fjelsø, hvor de har boet i 25 år - med håbet om at skulle bæres derfra. 

For et halvt år siden fik de besked på, at 16 huse skal fjernes. Tager familien ikke imod tilbuddet fra Eurowind, så ender de sandsynligvis med et usælgeligt hus og store vindmøller som nabo. 

René Jakobsen Møller endte efter beskeden om planerne med at blive sygemeldt af lægen med en belastningsreaktion på grund af påvirkningen. 

I Hjardemål Klit i Thy er det Lasse Middelboe og familien, der føler sig stavnsbundet. Sammen med 200 andre. I det, der var Danmarks største sammenhængende naturområder, og som nu står til at blive et industriområde.

Møllerne i området bliver hele tiden flere og flere og højere og højere, og Lasse Middelboe har ikke længere nogen tillid til det politiske system: 

- Vi kan jo ikke regne med noget som helst af det, de siger. Det er en underlig følelse, lyder det. 

Støjen fra møllerne er noget af det, der fylder meget for familien. Så meget, at de har aftalt at holde op med at tale om det for ikke at gøre situationen endnu værre. Nu lytter de i stedet bare til lyden i afmagt. 

Der er ingen tvivl om, at Danmark skal have mere grøn energi, og få er uenige i, at det er en god udvikling for klimaet, ligesom det kan være med til at udvikle landområder økonomisk, når naturens ressourcer udnyttes. 

Men på den anden side står de borgere, som bliver allermest påvirkede af politikernes planer og ambitioner. Som hverken bliver rige eller glade. Men efterlades med følelsen af at tabe, uanset hvilket valg de træffer. 

Jeg har ikke løsningen, men jeg opfordrer til en oprigtig forståelse og medfølelse med de mennesker, der rammes i bestræbelserne på at gøre Danmark grønnere. 

Det er et oplagt sted at starte. Især for politikerne.