Omstridt værk på Kunsten er ikke stor kunst - men dog stadig kunst

Et kunstværk med mange lag, skriver vores lederskribent

"Take the money and run" - de tomme billedrammer - har vakt opsigt. Foto: Henrik Louis

Aprilsnar uden for sæsonen? Nej, snarere et kunstværk med mange lag. Og ganske mange fortolkningsmuligheder.

Sådan er det med kunstneren Jens Haanings ”Take the Money and Run”, den suverænt mest omtalte del af udstillingen ”Work It Out” på det aalborgensiske kunstmuseum Kunsten, som dermed må siges at have fået væsentligt mere opmærksomhed, end hvad der plejer at komme stedet til del.

På sin hjemmeside lader museet, som om intet er hændt, og som om Jens Haanings bidrag stadig består af to rammer med dels ”En gennemsnitlig dansk årsindkomst, 2021” (med 338.122 kroner i kontanter), dels ”En gennemsnitlig østrigsk årsindkomst, 2007” (med 25.702 euro i kontanter).

Men i virkeligheden har kunsteren med fuldt overlæg valgt at stikke det samlede beløb, 534.000 kroner, som han har lånt af Kunsten, til side til sig til selv for at så at omdøbe værket til ”Take the Money and Run”. Tag pengene og løb.

Nu er det ændrede budskab bag værket, at han har taget pengene. Og at alle, der føler sig uretfærdigt behandlet, skal tage af kassen.

For nogle vil værket bekræfte samtlige fordomme (og flere til) om, at kunstnere er et forkælet folkefærd, der gør lige nøjagtigt, hvad der passer dem, og som i øvrigt har særligt let adgang til penge - mens kunstnere på deres side vil kunne pege på det urimelige i ikke at blive ordentligt betalt for deres værker. Et budskab, der taler lige ind i en virkelighed, hvor andre kan spejle sig i ikke at få som fortjent. Det kunne jo blandt mange andre være sygeplejesker. Som sådan taler kunsttyveriet lige ind i manges virkelighed.

På den anden side vil kunstkritikere påpege, at værket er for nemt - og nogle vil ikke have svært ved at komme i tanker om det lille barn i H.C. Andersens måske mest geniale eventyr, ”Kejserens nye klæder” fra 1837, om naragtighed og opstyltethed og med barnets rammende og lammende udgangsreplik: - Jamen, han har jo ikke noget på!

Men i al sin tyvagtighed og tilsyneladende tomhed er ”Take the Money and Run” kunst, måske ikke stor kunst, men dog af den type, der stikker ud og stritter og sætter gang i debat i stedet for bare at behage.

Det eneste, der kan om ikke annullere, så i det mindste lukke luften ud af kunstværket, er den situation, hvor kunsteren vælger at give de lånte og siden stjålne penge tilbage.

Debatskabende eller ej, på det rent praktiske plan må man jo nok regne med, at ”Take the Money and Run” er en éngangsforteelse.

Man kan trods alt kun rende med kassen én gang, og det gælder både Jens Haaning og andre kunstnere, der nok fremover vil blive præsenteret for væsentligt mere detaljerede kontrakter, der tager højde for brugen af betroede midler.