Oprindeligt var jeg gået i gang med at skrive et indlæg i ren frustration over Nordjyskes artikelserie ”Når skolen virker”. Over en journalistik, der glorificerer privatskoler uden kritisk belysning af den strukturelle asymmetri, hvor parallelsystemets sorteringsmekanismer tillader privatskoler at værne om egne rammer, mens folkeskolen bærer det fulde samfundsansvar på et presset budget.

Men midt i frustrationen slog det mig imidlertid, at skoleleder Peter Würtz, som udtaler sig i en af artiklerne, har en glimrende pointe: En god skole kræver en knivskarp forventningsafstemning og respekt for institutionens rammer.

Tydelige definitioner

I et klasserum giver vi lærere af og til en kollektiv opsang ud fra ræsonnementet om, at selvom udfordringerne måske kun vedrører de få, har hele klassen godt af at få genopfrisket spillereglerne. 

Udfordringen er naturligvis, at der kan sidde elever, som føler sig uskyldigt anklaget. Det samme gør sig gældende med dette indlæg. Derfor vil jeg gerne indledningsvist anerkende, at langt de fleste forældre i den danske folkeskole bidrager forbilledligt til deres børns skolegang og skolens virke. 

Jeg placerer ingenlunde skyld, men vi kan alle både forældre og lærere, have glæde af at få præciseret rollerne, så forældrenes opgave bliver mere overskuelig og lærernes opgave mere håndterbar.

Privatskolerne er ofte meget tydelige i deres definition af elevrollen. Man bliver ikke bare barn i en skole. Man indtræder i en institution med klare forventninger, normer og forpligtelser. For det store flertal af elever skaber denne klarhed ro, forudsigelighed og fælles retning. Ikke fordi eleverne er ens, men fordi rollen er tydelig.

Det er i denne bestemte henseende, i evnen til at definere og fastholde institutionens rammer gennem en tydelig forventningsafstemning, at folkeskolen med fordel kan hente inspiration og genfinde sin styrke. Det handler på ingen måde om at kopiere privatskolernes selektionsmekanismer, men om at adaptere det ledelsesmæssige mod til at sætte retning for fællesskabet.

Dette kræver ikke nødvendigvis skærpede regler, men tydelige forventninger og et professionelt mandat, der danner et stabilt fundament for hverdagen. Et professionelt mandat er ikke et fravalg af dialog, men en tydeliggørelse af roller, ansvar og beslutningskompetence. 

Forældresamarbejde

Det gode forældresamarbejde har en uvurderlig værdi, men det trives bedst, når indflydelsesrummet er veldefineret, og de pædagogiske beslutninger hviler på institutionens faglighed i stedet for individuel forhandling. 

Forældresamarbejdet er stærkest, når det handler om opbakning, tillid og fælles ansvar for både undervisningsfællesskabet og elevernes udvikling, ikke om forhandling af faglige og pædagogiske beslutninger.

Når strukturen er tydelig, beskyttes skolens kerneopgave. Jeg er af den holdning, at elever, som har brug for specialundervisning, naturligvis bør have adgang til det. Ikke desto mindre ser jeg en risiko

for en nedadgående spiral i folkeskolen: vores til tider manglende vilje til at sætte retning og påtage os pædagogisk lederskab bevirker, at institutionens kerne – undervisning i fag - kommer i fare for at opløses. 

Når strukturen smuldrer og uforudsigeligheden opstår, er det netop gruppen af elever med særlige behov, som belastes mest. Min bekymring er, at vi som system risikerer unødigt at presse elever, der ellers har et reelt potentiale for inklusion, mod segregeret specialundervisning, simpelthen fordi den almene klasses struktur er blevet for skrøbelig til at rumme dem.

Konstant debat

Samtidig er det dybt problematisk, når tildelingen af støtte i systemet risikerer at bero for meget på forældrenes kulturelle kapital og for lidt på elevens reelle støttebehov. En stærk struktur sikrer, at vi kan yde reel hjælp dér, hvor de faglige barrierer og støttebehovene er størst, frem for dér, hvor det retoriske overskud er mest udtalt.

Som profession må vi også kigge indad. Vi har selv været med til at udviske de professionelle grænser og gøre rollerne uklare. En tydeligere forventningsafstemning vil gøre hverdagen mere forudsigelig for både forældre, elever og lærere og styrke skolens fællesskaber.

Jeg vil gerne understrege, at et stærkere professionelt mandat ikke er et alternativ til de nødvendige investeringer i folkeskolen. Det er to sider af samme sag, som gensidigt forstærker hinanden. 

Vi har brug for ressourcerne, men vi har samtidig brug for de institutionelle rammer, der gør det muligt at omsætte dem til reel undervisning. Hvis institutionens autoritet er til konstant debat, og hverdagen præges af løbende forhandlinger, risikerer vi, at investeringerne ikke får den tilsigtede effekt. 

Det handler om at skabe en struktur, hvor både investeringer og faglighed kan virke sammen. Der er i min optik forskel på frie skoler, der holder liv i lokalsamfund, dyrker en særlig pædagogik eller samles om et legitimt værdifællesskab, og så den bekymrende elevbevægelse fra ressourcestærke familier mod store privatskoler, måske delvist som tilvalg af institutionsautoritet.

Sidstnævnte finder jeg dybt bekymrende og måske bør vi overveje, om vi ved at genetablere klare rammer, tydelige roller og en fælles forventningsafstemning kan fjerne en af de centrale årsager til denne bevægelse. 

Det kræver fælles ansvar, politisk mod  og professionel selvransagelse.