Der er ingen tvivl om, at folkeskolen ligger ministeren rigtig meget på sinde, og at han gerne vil udvikle folkeskolen til at blive en meget mere velfungerende skole. 

Problemet er bare, at ingen på Christiansborg ser folkeskolen som en kompleks organisation med dilemmaer og krydspres og magtsammenblanding og meget meget mere. 

De tror mere populistisk på, at enkelttiltag er sagen. Derfor bliver samspillet mellem skolen og forældrene nemt dømt til at mislykkes, fordi skolerne ligger under for meget store og meget forskellige krav, der pålægger dem alt for mange pligter og påbud.

Politikkerne på Christiansborg synes, de er de allerbedste til at styre folkeskolen – de alene vide. Hvis de så synes, at noget skal lægges ud til decentral beslutning, kommer kommunerne også ind i billedet. 

Her synes politikkerne også, at de ved bedst, når det drejer sig om folkeskolen, ikke mindst med en stram økonomistyring, hvilket for eksempel medfører mange skolelukninger og dermed mange elever i klasserne i de tilbageværende skoler. Alt dette giver den enkelte skole meget vanskelige vilkår for at fungere.

Er børn dårligt opdraget?

Og så tilbage til PDO. Er børn pissedårligt opdraget i dag? 

Ja, det er der mange børn, der er, men det har der i virkeligheden altid været. 

Når det så er sagt, bør man vel også sige, at der i den danske folkeskole ind imellem også har været pissedårlige lærere. Lærere, der ikke har formået at skabe det rum og det klima, der skal til for at skabe god læring. Børnenes adfærd er forældrenes ansvar. De dårlige lærere er skoleledelsens ansvar. 

Jeg kan huske, at min far fortalte om en lærer, der altid var opfarende og slog omkring sig (det måtte man dengang, han gik i skole sidst i 1920'erne). Når læreren blev for grov, puttede de ham i tørvekassen og satte sig på låget.

Jeg er selv læreruddannet, men har aldrig været folkeskolelærer. Da jeg gik på seminariet, havde vi mulighed for at ”komme på græs”. Der var lærermangel på det tidspunkt (i 1960'erne), og som en del af uddannelsen kunne vi blive ansat som vikar i en folkeskole i et halvt år på almindelige vilkår og til almindelig løn. 

Det skal siges, at det var frivilligt. Hvis man ikke ønskede det, kunne man få almindelig undervisning på seminariet. Jeg husker især to klasser. Jeg var klasselærer for en femteklasse, hvor det var sådan nogle rigtige pubertetsbørn, kropumulige, men dejlige.

Vi kunne lave gensidige aftaler og havde det godt sammen. Derudover havde jeg en 8. klasses drenge til gymnastik, og det var helt anderledes. Der var en tre – fire stykker, der udelukkende gik på at sabotere undervisningen. En kaldte mig konsekvent stodder og sagde helt klart, at han var ude på at få mig til at slå ham, så jeg kunne blive fyret. 

Loyal overfor folkeskolen

Skolen havde en totalt umulig skoleleder, så der var ingen hjælp at få. Efter det halve år og da jeg kom tilbage til seminariet, sagde jeg: ”jeg skal aldrig nogensinde ud at undervise folks vanartede unger”, og det løfte har jeg holdt.

Til gengæld har jeg altid været loyal overfor folkeskolen, fordi jeg tror på, at hvis stærke forældre bakker op omkring den og samarbejder med den – både ledelsen og lærerne – kan man godt få den skole, der lærer vore børn en hel masse og gør dem til gode samfundsborgere. 

Men politikkerne skal give folkeskolen de muligheder, der skal til for at det lykkes, og her synes jeg, der er noget godt i de tiltag Mathias Tesfaye er kommet med. Det skal bare sættes ind i en større sammenhæng.

Den enkelte skole skal have mulighed for at skabe nogle rammer og nogle gensidige forventningsafstemninger sammen med forældrene. Nogle rammer, der udstikker det samarbejde, der er nødvendigt for, at skolen kan løse den undervisning og den læring, der skal til. 

For at kunne det, skal skolen også have muligheder for at sanktionere overfor både forældre og børn, når det går skævt. Alle andre steder end i folkeskolen er der konsekvenser, når man overtræder et eller andet. 

I folkeskolen får man bare at vide, at det må man ikke. Folkeskolen skal træde i karakter og vise, at man til fulde magter den opgave, man har fået pålagt. Kommer det til at ske, vender respekten for folkeskolen også stille og roligt tilbage, og det er der brug for.