Det er et markant skridt. Ikke kun i forhold til forvaltningen af vildt, men også i forhold til den grundlæggende debat om, hvad vi i dag betegner som “invasivt”. Hvornår bliver naturen forkert? Begrebet invasiv bruges i stigende grad. Men hvornår er noget egentlig invasivt? Og hvem fastsætter grænsen?

Er det i virkeligheden den grønne trepart i samspil med Danmarks Naturfredningsforening, der i dag udgør den største trussel mod naturens mangfoldighed, når forvaltningen bliver ideologisk snarere end biologisk?

Først var det nåletræet, der blev udpeget som problemet. Et træ, som i praksis skaber levesteder for et væld af arter: Almindeligt vildt, myrer og spætter. Hvor ville myren være uden nåletræet? Og hvor ville grønspætten være uden myren? Skal grønspætten så også betragtes som invasiv, fordi den lever af en art, der ifølge nye definitioner er “forkert”? Hvornår stopper det?

Hvilket årstal tæller? Hvor langt tilbage skal vi gå, før noget ikke længere betragtes som invasivt? Til år 1700? 1900? Eller endnu længere? Efter istiden er Danmark blevet befolket af meget mere end laks og bjørne. Arter er vandret ind fra syd og øst. Mennesker og dyr har fundet fælles fodfæste, og naturen har altid været i bevægelse.

Hvem siger egentlig, at nåletræet ikke er hjemhørende? Spørger man i Blekinge eller Sydjylland, er svaret et andet. I Sydsverige er nåletræer naturlige, og i Slesvig-Holsten er ædelgran i nyere tid blevet betragtet som hjemmehørende.

Havde Danmark ikke afgivet Halland, Blekinge og Skåne, ville nåletræet uden diskussion være en naturlig del af dansk natur. Det samme gælder Slesvig og ædelgranen.

Respekten for landskabet

Det føles, som om menneskene bag den grønne trepart aldrig har været vest for Valby Bakke. Vores forfædre – dem, der drænede den danske muld med arme og ben uden maskiner, og som skabte de skove, vi kender i dag – fortjener respekt. De ville vende sig i graven, hvis de kunne se, hvad der nu sker.

Hvor er respekten for det landskab, vi kender og hvor er respekten for vores forfædre? Nu skal alt laves om. Som de siger: Invasive arter skal væk – og stables i containere til Kina. Men hvor er miljøhensynet i denne transformation? Måske ville det have været nemmere at tænke langsigtet og uden maskiner, og faktisk fuldende tanken for 100 år siden.

Burde vi ikke i stedet stå sammen om at forvalte vildtet ansvarligt og med respekt for naturens dynamik? Naturen forandrer sig over tid – og det har den altid gjort. Mennesket er, ligesom andre rovdyr, en del af den forandring.

Sikahjorten er, sammen med fasanen og dåhjorten, blevet en del af dansk natur- og jagtkultur. Den er indlejret i landskabet, i forvaltningen og i traditionerne. Spørgsmålet er derfor ikke kun biologisk, men også kulturelt: Hvilken art bliver den næste, som den grønne trepart i samråd med Danmarks Naturfredningsforening vil udrydde?

Landbruget underlægges stadig hårdere reguleringer, ofte uden forståelse for, hvor vores fødevarer reelt kommer fra. Samtidig sættes landets naturforvaltning på autopilot, mens det store billede forsvinder i mørket. Og hvad med mennesket selv? Hvornår var vi “hjemmehørende” i Danmark? Hvem definerer det og med hvilke kriterier?

Når oprindelse, tilhørsforhold og rigtige arter bliver politiske værktøjer, bør vi spørge os selv, om vi er på vej ud ad en farlig vej, hvor naturforvaltning glider over i ideologisk udrensning.