Midtbyen og de centrale bydele bliver tabere

City Syd i Aalborg. Arkivfoto: Torben Hansen
AALBORG:Pas godt på Aalborgs centrale bydele.
Den nyreviderede kommuneplan siger, at der ikke skal ske udbygning af City Syd, og at der ikke skal etableres flere aflastningscentre i kommunen – og dermed altså ikke i Bouet, som der ellers lige nu er kræfter, der arbejder hårdt på. Aktuelt er der også planer om yderligere udbygning af City Syd.
Hvilke kræfter er det mon, der kan ændre en kommuneplan til det stik modsatte? Det var et enigt byråd, der vedtog den.
Politikerne udtrykker gerne støtte til bymidterne, men overtrumfes ofte af pengestærke interessenter.
Med yderligere udbygning af City Syd er butiksforsyningen i Aalborg Midtby i krise. Der er også krise i de øvrige historiske bydele, Vejgaard, Vestbyen og i særlig grad Nørresundby.
I Bouet har pengestærke investorer planer om etablering af et ”Aflastningsområde” i stil med City Syd. Mange investorer har allerede meldt deres interesse for at etablere sig i området.
Coop vil bygge butikker på 25.000 kvadratmeter, og Coolshop vil i enden af sit kæmpelager etablere en butik på knapt 3000 kvadratmeter.
Men Coop og Coolshop kan ikke enes om at dele de 25.000 kvadratmeter, så derfor skal byggeriets omfang øges allerede inden, der er truffet beslutning om etablering af et aflastningscenter i Bouet. Det er på den baggrund, at forslaget blev trukket tilbage ved det seneste byrådsmøde.
City Syd startede også i det små, men har vokset sig så stort, at omsætningen i City Syd overgår omsætningen i midtbyen flere gange.
City Syd startede også i det små, men har vokset sig så stort, at omsætningen i City Syd overgår omsætningen i midtbyen flere gange.
Det er tanken, at Coolshop kobler et butiksudsalg til sit nuværende e-handelslager, og dermed vil Coolshops bygningsvolumen overstige Danmarks største Bilka i City Syd.
Godkendes der et nyt aflastningscenter i Bouet, er det sandsynligt, at også dette område ad åre gradvist vil vokse i omfang og butiksmasse, som det hidtil er sket i City Syd.
By- og Landskabsudvalget har selv lavet beregninger, som viser de store millionbeløb, som et nyt center i Bouet vil trække ud af omsætningen i butikkerne i både Aalborg og Nørresundby.
Det rammer også oplandsbyerne nord for fjorden og har et økonomisk konsekvensområde, der strækker sig helt op til og med Hjørring.
Hvis den triste udvikling med flere og flere tomme butiksfacader fortsætter, mister vi en række bymiljøer, som ikke kan erstattes af kedelige butikscentre på en bar mark udenfor byen. Samtidig tilskynder vi til øget biltrafik i en tid, hvor klima og miljø udgør en helt afgørende udfordring. Midtbyen og de centrale bydele bliver tabere, klima og miljø taber - men er der også en vinder?
I 70’erne talte man om begrebet ”sovebyer” – byer, hvor borgerne sov, men hvor de hver dag forlod sovebyen for at køre til centrum og arbejde.
I sovebyen var der kun et minimum af indkøbsmuligheder samt enkelte institutioner. Der tegner sig nu et nyt billede – ”sovebyen” er i midtbyerne, Aalborg og Nørresundby, mens handel foregår i periferien – i aflastningscentrene i City Syd og i Bouet.
Som Midtbyens Samråd gjorde opmærksom på i Nordjyske fredag den 12. maj, går både den påtænkte udvidelse af City Syd og etableringen af et nyt aflastningscenter i Bouet, hårdt ud over butiks- og handelslivet i bymidterne på begge sider af fjorden.
Både Nørresundby Samråd og Erhvervsforeningen City Nord indsendte bekymrede høringssvar på den første høringsrunde om etablering af et aflastningscenter i Bouet. Handelslivet i det centrale Nørresundby har det rigeligt svært allerede – bl.a. på grund af City Syd, og det er en realistisk bekymring, at endnu et aflastningscenter vil føje flere tomme butikslokaler til de allerede alt for mange.
Borgerne i midtbyerne har en fælles interesse med butikslivet i at bevare et driftigt handelsliv i nærområdet. Især i Nørresundby bor der mange ældre, og ofte afstandshandicappede, borgere, som vil savne et varieret udbud af udvalgsvarer i nærheden af deres bopæl. Derfor står Erhvervsforeningen City Nord og Nørresundby Samråd sammen om at bevare et aktivt handels- og byliv i centrum.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.