Morten Kok dropper Michelin-ambitioner: Satser i stedet på "kro-drift" i luksusafdelingen
Efter i en årrække at have satset hårdt på at få Michelin-guiden på besøg er ambitionerne nu ændret. Derfor er det slut med at halse efter stjernerne og i stedet udbygge den eksisterende forretning med gourmetmad og overnatning.
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:12
Mortens Kro-suiten ligger øverst på tredje sal i samme bygning, som huser Mortens Kro. Den strækker sig over arkaden og har udsigt til både Aalborgtårnet og Budolfi Kirke foruden et kig ned til Mølleplads.
Den enorme suite har blot plads til fire overnattende, men så er der til gengæld luksus for alle pengene. "Minibar" vil være en sørgelig beskrivelse, for her er et helt køleskab fyldt med vand, vin, øl og champagner.
Ude på terrassen brummer et udespa med udsigt mod Frederikstorv.
På få år har Morten Nielsen og Karina Møller udbygget deres suite-koncept for at tiltrække gæster, der er klar til gourmetophold.
Men på samme tid har de droppet tankerne om at få Michelins berømte stjerner. Michelins inspektører arbejder på den måde, at første gang, de besøger en restaurant, så giver de sig til kende og tager en snak med køkkenet. Men af en eller anden grund, så har Michelin-guiden aldrig besøgt Mortens Kro.
- Vi har få udenlandske gæster, men det er længe siden, der har været nogen, der kunne komme fra Guide Michelin, siger Morten Nielsen, indehaver af Mortens Kro.
- Jeg forestiller mig, at der er noget i vores udtryk, der bare ikke passer til det, Michelin-guiden går efter. Måske skal vi være mere internationale på de sociale medier, jeg ved det ikke. Men jeg synes jo, det er fjollet at bruge engelsk på sociale medier og hjemmesiden, når 85 procent af alle vores gæster er danske. Jeg tror ikke, man får ret mange chancer i Michelin-regi, så jeg tror ikke længere på, at de kommer, siger Morten Nielsen, der dog aldrig vil sige aldrig.
- Vi ville naturligvis blive lykkelig, hvis vi fik en Michelin-stjerne og den ros, det fører med sig. Men det handler jo allermest om vores gæster, og de skal jo have en god oplevelse hver gang, så de bliver ved med at komme igen, så vi kommer ikke til at slække på vores kvalitet og niveau, tværtimod, siger restauratøren.
Han har en fornemmelse af, at Michelin ikke rigtig kan håndtere, at han leverer to slags mad på sin restaurant. Gourmet-mad og smørrebrød.
- Forskelligheden på vores frokost- og aftenkort kan måske være svær for en inspektør at forholde sig til, så det kan også være en grund til, at de ikke har været her, siger han.
Derfor er det vigtigt at fokusere på andre ting.
- Vores ambitioner har altid været at være med i den nordjyske gastronomiske elite - og nu vil vi også være Aalborgs bedst bedømte overnatningssted. Vi er i år nomineret til årets "Bo og Spis"-adresse i Den Danske Spiseguide, og det en pris, vi gerne vil vinde, siger Morten Nielsen.
Med fokus rettet andet sted glæder Morten Nielsen sig dog også over, at flere kolleger i Nordjylland stadig tør sige højt, at de har ambitioner om Michelin-stjerner.
- Det dejligt at se, at flere af mine kolleger stadig drømmer om Michelin-stjerner. Især håber jeg på, at det superambitiøse projekt i Skagen om at få to Michelin-stjerner, vil lykkes, siger Morten Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.