DMI: Nordjylland ramt af dobbelt skybrud
Meget kraftig regn i flere områder i landsdelen søndag
Opdateret kl. 18:00
NORDJYLLAND: Hold på hat og briller! Og husk gummistøvler og regnfrakke.
Søndag blev en særdeles våd omgang i Nordjylland. Allerede søndag morgen blev landsdelen ramt af flere skybrud. I Vesthimmerlands Kommune endda dobbelt skybrud - her blev der nemlig målt lidt over 31 millimeter regn på kun en halv time. Det kraftige skybrud faldt i Gatten, oplyser DMI på Twitter.
Hvis der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, betegnes det som skybrud.
Også på steder i Aalborg og Rebild kommuner faldt der søndag morgen så meget regn, at det var skybrud.
- Lokale skybrud kan ramme i hele Nordjylland, sagde vagthavende meteorolog Mette Wagner fra Danmarks Meteorologiske Institut/DMI søndag morgen.
Kraftig regn faldt også - men over længere tid - i Havnø, hvor der er målt 61,2 millimeter vand fra oven søndag. Det svarer til, at der falder 61,2 liter på bare én kvadratmeter.
Og ikke nok med meget kraftig regn - der var også tordenvejr flere steder.
Varslet om lokale skybrud i Nordjylland gælder frem til søndag aften kl. 18.
- Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner, viadukter og og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes.
- Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.
- Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig.
- Luk vinduer og døre.
- Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer.
- Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer.
- Søg ikke ly under træer, når der er tordenvejr.
- Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som f.eks. fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.
Men det lysner forude - for efter søndag skulle vejret blive bedre.
- Den kommende uge byder på mere stabilt vejr, og med temperaturer omkring de 20 grader, fortæller Mette Wagner.