Politikere vil have Nordjylland åbnet: - Smittetallet er væsentlig højere på Vestegnen

Virologer har udtalt, at cluster 5 sandsynligvis ikke er til stede mere. Derfor vil folketingsmedlem og lokalpolitiker have Nordjylland åbnet

Illustration: Christian Made Hagelskjær. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Illustration: Christian Made Hagelskjær. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:I snart en uge har syv nordjyske kommuner været lukket land for resten af Danmark. Det skete på baggrund af en mistanke om, at cluster 5-virusset muligvis stadig kunne være til stede i Nordjylland.

Men Nordjylland bør åbnes igen, efter flere virologer har udtalt, at coronamutationen cluster 5 sandsynligvis er uddød. Det mener fødevareordfører for Konservative, Per Larsen.

- Nedlukningen til det øvrige land er til så stor gene for Nordjylland. Det er simpelthen ikke rimelig på baggrund af noget, der sandsynligvis ikke findes mere. Det bør få regeringen til at revurdere, om Nordjylland skal åbnes igen, siger Per Larsen til NORDJYSKE.

Han påpeger, at man selvfølgelig skal være forsigtig med en virus, men han synes, der skal rimelighed i tingene.

Det generelle smittetal i Nordjylland er lavere end i andre dele af landet. Sammenholdt med, at cluster 5 senest blev opdaget i september, får Per Larsen (K) til at sætte spørgsmålstegn ved beslutningen.

- Det ser mærkeligt ud, at Nordjylland har fået de her ekstra restriktioner, når smittetallet er væsentlig højere på eksempelvis Vestegnen. Og de ikke er omfattet. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Ifølge folketingsmedlemmet har de vidtrækkende restriktioner store konsekvenser for erhvervslivet, der 'mere eller mindre står i dvale'.

Frustrationerne står i kø hos erhvervslivet

Gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune, Mette Hardam, er enig i, at restriktionerne har store konsekvenser for det nordjyske erhvervsliv. Hun ser, at kommunen hurtigst muligt åbnes igen.

- Den her nedlukning er værre end den i foråret, fordi den er skæv, siger hun.

I foråret var hele Danmark lukket. Det var ens vilkår for alle kommuner, men når kun de syv kommuner rammes af restriktionerne får det store konsekvenser for Nordjylland.

- Vi kommer til at miste arbejdspladser på det her i stor stil, fordi vores virksomheder ikke kan være underleverandører til de ting, der stadig buldrer afsted i resten af Danmark, siger Mette Hardam.

Ligesom Per Lasen (K) påpeger gruppeformand for Venstre i Frederikshavn, Mette Hardam, at covid-19 og cluster 5 skal tages alvorligt, men konsekvenser for det lokale arbejdsliv skal også tages alvorligt.

Hun frygter også, at flere danskere vil fravælge kommunen som destination til en juleferie på grund af nedlukningen.

- Frustrationerne står i kø hos erhvervslivet, siger hun.

Halvdelen af borgerne i Frederikshavn Kommune er blevet testet.

- Hvis det viser sig at cluster 5 ikke er her, så skal vi bare have hurtigst muligt åbnet op. Hver ekstra dag er en dag for meget, siger Mette Hardam.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.