På den ene side skriver Friis, at Europa ikke kan stole på NATO. På den anden side erkender hun samtidig, at NATO er uundværlig, fordi alliancen ganske enkelt ikke fungerer uden USA, og at EU ikke kan beskytte sig selv. Begge dele kan ikke være sande på samme tid. Enten er NATO vores sikkerhedsgaranti eller også er den ikke. Sigrid Friis vil både blæse og have mel i munden.

Det er bemærkelsesværdigt, at hun bruger det meste af sit indlæg på at angribe en amerikansk præsident og danskernes holdning til USA, når hverken USA eller Donald Trump overhovedet nævnes i mit oprindelige læserbrev. Det siger mere om Radikale Venstres besættelse af USA end om realiteterne i europæisk forsvar.

NATO er ikke bare USA. NATO er også lande som Canada, Norge og Storbritannien. Lande dom er uden for EU og nogle af vores absolut vigtigste militære kapaciteter. Ikke mindst i Arktis, hvor sikkerhedssituationen netop nu er mere alvorlig end i årtier. En EU-hær vil mangle præcis de lande, som i praksis udgør rygraden i Europas afskrækkelse mod Rusland i nord. Det problem forholder Friis sig bekymrende tavs om.

Når Friis hævder, at en EU-hær ikke er en konkurrent til NATO, modsiger hun igen virkeligheden. Forsvar handler ikke om hensigtserklæringer, men om kommandoveje, prioriteringer og ressourcer. To parallelle militære strukturer med hver deres politiske ledelse vil uundgåeligt konkurrere om penge, om fokus og om loyalitet. 

Kampkraft

Derfor er vi selvfølgelig nødt til at have tiltro og loyalitet til NATO. Bare fordi den danske befolknings tiltro til USA er faldet, betyder det altså ikke at NATO ikke vil have vores ryg, hvis der skulle komme en krig.

Sigrid Friis jubler over, at Europa nu bevæger sig mod at bruge op mod fem procent af BNP på forsvar. Det er korrekt. Men hun undlader bekvemt at nævne hvorfor. Det sker ikke, fordi Radikale Venstre pludselig har fået en åbenbaring. Det sker, fordi NATO, i årevis, har presset europæiske lande til at tage ansvar.

Presset kom udefra. Ikke indefra. Partier i Europa, som Radikale Venstre, der nu taler om “rettidig omhu”, har i årtier prioriteret grønne prestigeprojekter, symbolpolitik og besparelser i forsvaret.

EU kan og bør spille en rolle. Men ikke ved at opbygge endnu en hær, endnu et hovedkvarter og endnu et lag bureaukrati. EU’s militære opgave skal være at styrke europæisk våbenproduktion og indkøb, så vi hurtigere og billigere kan levere kapaciteter til de nationale hære, og dermed til NATO. Det styrker Europas forsvar reelt - det gør en EU-hær ikke.

Så kære Sigrid. Vil det virkelig ville være så slemt, hvis EU’s stjerner sad på vores soldaters uniformer? Ja, det ville det. For krig handler ikke om symboler, flag eller identitetspolitik. Det handler om kampkraft, beslutningsdygtighed og troværdige alliancer. Europa bliver ikke sikrere af illusioner. Europa bliver sikrere af NATO. Og NATO bliver stærkere af europæiske lande, der leverer kapaciteter, og ikke en legetøjshær.