Naturligvis er der plads til mangfoldige variationer mellem disse tre løseligt opregnede modtagere. Men der er ikke nødvendigvis tale om statiske positioner, man én gang for alle indtager og bliver ved med. Man kan sagtens pendulere mellem dem. Flere gange i løbet af et liv endda.

Aldrig tidligere har der været så meget fokus på kristendom, tro og religion som i vores tid. Debatten om dem foregår alle vegne og er derfor meget svær at undgå, hvis man gerne vil det. Ikke sjældent foregår debatten med særlig opmærksomhed på de negative konsekvenser af religiøs tro og indflydelse.

Det kan jo være, man har det sådan, at tro er min private og personlige sag, som andre ikke skal blande sig i. Enten fordi man er blufærdigt anlagt, eller fordi man bare ikke gider diskutere den slags med andre. Og da slet ikke i det offentlige rum.

Når tro lukker sig om sig selv

Men vilkåret i dag er, at den slags privatisering af troen og religionen næsten ikke kan lade sig gøre. Medmindre man isolerer sig og dyrker sin tro i cirkler, som oftest lukker sig hermetisk af fra omverdenen. Omverdenen bliver fra disse lukkede cirkler opfattet som en trussel, som håndlanger for onde kræfter, der kun pønser på at ødelægge, undergrave og forfølge de sandt troende.

Det er faktisk netop dét, der sker med både radikaliseret islam og radikaliseret kristendom. Både aktuelt og historisk har den udvikling vist sig at være sprængfarlig, idet der i ly af en sådan kollektiv paranoia i små, lukkede samfund udgår fjendtlige impulser til religiøst motiveret had og i sidste ende kan resultere i terror. I øjeblikket næret og motiveret med udgangspunkt i de på alle måder dybt ulykkelige krige i Gaza og Ukraine.

Det er ganske vist en velunderbygget påstand, at kristendommen som trosgrundlag i dén henseende ikke er nær så farlig som islam. Det skyldes ikke mindst, at kristendommen allerede har gennemgået det, man kunne kalde modernitetens syrebad af stærk religionskritik, bibelkritik og et ubønhørligt krav om gennemsigtighed og åben, demokratisk argumentation.

Det har islam ikke prøvet de steder, hvor den traditionelt har udfoldet sig i mellemøstlige diktaturstater. Og det gælder langt hen ad vejen stadigvæk. Men det oplever islam og muslimer i den vestlige verden, hvor mange muslimer har bosat sig. Og reaktionen udebliver ikke. Nogle, ikke alle, muslimer opfatter kritik og satire som en trussel. Det er det ikke. Det er det åbne samfunds vilkår. Det er det også, at tåber kan finde på at brænde hellige skrifter af.

Uden tryghedsgarantier

At være kristen i dag er ikke længere på samme måde som tidligere et nogenlunde stillestående og trygt, stabilt livsfundament. Den er langt mere dynamisk og tvinger selv den største tryghedsnarkoman til hele tiden at forholde sig på ny til sit trosgrundlag. Fundamentalisme handler dybest set om tryghed, oftest på bekostning af sandheden.

Strengt taget har kristne således heller ikke et helligt skrift. Et skrift kan ikke være helligt. Det kan en kirke heller ikke. Det ville gøre den kristne tro til en anden, lidt mere avanceret form for materialisme. En fetich, som det vist nok hedder. Derfor fremkalder afbrænding af en bibel sjældent anden reaktion end hovedrysten.

Det kristne evangelium lader ikke kristne i fred. Jesus fra Nazareth repræsenterer ikke fredsommelighedens religion, der underbygger vores tryghedsbehov og lyst til at være os selv nok. Det kristne evangelium om både Jesusbarnet, der tidligt bliver stræbt efter livet, og den korsfæstede frelser, der lider, bliver forladt af mennesker og af Gud og som endelig dør, udfordrer konstant kristne til samvittighedsfuld virkeliggørelse af det liv, som er Kristi tilgivelse værdigt og som bør være frugten af den virksomme kristne tro.

Der er ikke plads til ret meget skråsikkerhed i det kristne evangelium. Og i det omfang der spores vrede hos Jesus, er det altid en indigneret vrede, der berettiget vender sig imod det rethaveri, den selvtilstrækkelighed og falske tryghed, som undlader at øse lige så generøst og gavmildt af Guds ubegrundede kærlighed, som Jesus altid gjorde. Du fik livet og den evige salighed for intet, altså gratis. Så giv også lige så fordringsløst videre af det. Det ligger i tilgivelsens natur, som man meget gerne må opfatte helt bogstaveligt.

Kan ikke ejes

At slå følge med Jesus for den kristne er derfor det samme som at tro på ham, at sætte sin både tidslige og evige lid til ham. Med dette følgeskab er der på ingen måde garanteret tryghed, fredsommelighed, et godt helbred og lutter personlig medgang. 

Det er et bestandigt kald til efterfølgelse, så man i mødet med medmennesker, både nær og fjern, altid er parat til at gøre godt, tilgive og vise barmhjertighed og derved medvirke til, at alle mennesker får andel i den Guds gave, som livet er.

Evangeliet er ikke fremgangens, succesens og den glatte tilforladeligheds teologi. Evangeliet er en korsteologi. En for mennesker hidtil uset forening af højhed og ydmyghed, fornedrelse og herlighed. 

Et bemærkelsesværdigt krydsfelt mellem det værste og det allerbedste, mellem død og liv, synd og tilgivelse og mellem Gud og os. Alt sammen forenet og sammenholdt i Jesusbarnet i krybben og hos den korsfæstede og opstandne Kristus. Et modsætningernes sammenstød.

Man kan slet ikke holde evangeliet for sig selv. For ét af de sikre tegn på, at man ikke tror og forstår evangeliet, er, når man tror, man besidder det. Evangeliet er måske nok en personlig ejendom i den forstand, at det angår os personligt. Men det er ikke privat. Overhovedet. 

Glædelig jul

Det er ikke et betryggende supplement og en kærkommen tilsikring af et i forvejen trygt og stabilt verdensbillede, hvormed man holder andre mennesker og verdens problemer ti skridt fra livet. Så man kan nøjes med at passe sig selv og sit eget. Det er borgerskabets karikatur af kristendommen.

At tro på Kristus er ved troen hele tiden at få skænket livet på ny. Det er en uafbrudt tilgivelse af nye muligheder, både for at øve næstekærlighed, men også for selv at bede om tilgivelse og derved råde bod på fortidens ellers uforanderlige fejltrin.

At tro er at trække veksler på den kærlighed og tilgivelse, som den først nyfødte, så lidende, døde og endelig opstandne Kristus skænkede som gave. Ikke for at vi skal installere den sammen med alt andet akkumuleret bras, vi forsøger at betrygge vores liv med. Fundamentalisme rimer ikke bare på ydersiden med materialisme.

Hele evangeliet om både det lille Jesusbarns fødsel og den korsfæstede Kristus’ opstandelse er på én gang vores udfordring og tryghed. Det lader os ikke i ro, men sætter os på lutter meningsfulde arbejdsopgaver i livet med og for andre end os selv. Glædelig jul og godt nytår.