Ultrakort frist til at bestille tid til vaccination: Nu skal pårørende for alvor på banen

3.000 af 11.000 nordjyder over 85 år vaccineres i første runde - de har kun få dage til at bestille tid til vaccination

Vaccinationer med 1. dosis af Moderna-vaccine, til borgere over 85 år, kommer til at foregå ét sted i hver af de nordjyske kommuner.  Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Vaccinationer med 1. dosis af Moderna-vaccine, til borgere over 85 år, kommer til at foregå ét sted i hver af de nordjyske kommuner. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

NORDJYLLAND:3.000 ældre nordjyder har fået tilbud om at blive vaccineret indenfor den næste uge, og de har kun ganske få dages frist til at reagere og bestille en tid. Den korte tidsfrist skyldes, at det - lige til det sidste - har været usikkert hvor mange vacciner, der ville blive leveret fra producenten.

Kun cirka 20 procent af de ældre over 85 år er tilmeldt digital post. Det betyder, at langt de fleste får vaccine-tilbuddet som et fysisk brev, i postkassen, hvor det gerne skulle være landet mandag eller tirsdag.

De første ældre vaccineres allerede torsdag, i Rebild, Brønderslev og Aalborg, og med den korte tidsfrist skal ældre og deres pårørende være ekstra opmærksomme:

- Ring familiens ældre op og spørg om de har tjekket deres postkasse - eller e-boks, hvis de er tilmeldt digital post, lyder opfordringen fra Jan Nielsen, direktør i Ældre- Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune. Han er med til at koordinere indsatsen i alle nordjyske kommuner.

- Hvis de ældre har fået tilbud om covid-19-vaccination, så hjælp dem med at bestille en tid - enten digitalt på vacciner.dk eller pr. telefon, og aftal samtidig, om du skal hjælpe dem med transport til vaccinationscentret, opfordrer Jan Nielsen.

Borgere uden NemID

Hvis du, eller en af dine pårørende, har fået en invitation til vaccination pr brev, og ikke har NemID, kan I få hjælp til at bestille tid ved at kontakte Region Nordjyllands Corona-hotline. Der kan være ventetid, da der er pres på linjerne.:

Coronahotline: Tlf. 97 64 84 63

Mandag-fredag 8.00-17.00

Weekend kl. 8.00-15.30

Helligdage kl. 8.00 – 13.30

89 år - eller ældre

Efter planen skulle samtlige fysiske breve, med tilbud om vaccination, være sendt ud som quick-post. der lover en dags leveringstid. Dårlige erfaringer med omdeling af brevpost kan imidlertid give anledning til usikkerhed om, hvorvidt en forsinkelse af postomdelingen kan være årsag til, at man ikke har modtaget et vaccinebrev.

Men det er altså ikke nødvendigvis en fejl, at man ikke har fået tilbud om vaccination, selvom man er over 85 år. Der er cirka 11.000 nordjyder i den gruppe, og i første omgang er der kun vaccine til 3.000.

Forskellige forhold kan spille ind på hvilke ældre, der indkaldes først, men som udgangspunkt kan man forvente, at borgere, der er 89 år eller ældre, får tilbuddet i første runde - i modsat fald kan der være sket en fejl i posten.

- Såfremt ældre over 88 år ikke har modtaget et vaccinebrev, kan de kontakte deres kommune eller Region Nordjyllands corona-hotline, for at høre om de er på listen, siger Jan Nielsen.

Moderna i kanylen

Coronahotline har telefonnummer 97 64 84 63, og her kan man også få hjælp til at bestille en tid, hvis man ikke er tilmeldt digital post.

De første grupper af sundhedspersonale og borgere blev vaccineret med Pfizer-BioNTech-vacciner. Når man den kommende tid vaccinerer ældre over 85 år, er det vaccine fra firmaet Moderna, der er i kanylerne.

På trods af højere alder, er mange i denne vaccinationsgruppe langt mere selvhjulpne og uden tæt kontakt til det kommunale system, end de borgere, der tidligere er vaccineret. Det har imidlertid den ulempe, at de ikke så hyppigt får besøg af en hjemmehjælp eller sygeplejerske, der kan minde dem om at bestille en tid, hvis de har fået vaccine-brevet.

Her vaccineres

Vaccinationerne med 1. dosis af Moderna-vaccinerne kommer til at foregå ét sted i hver af de 11 nordjyske kommuner - men kun for borgere, der har fået tilbuddet i e-Boks eller pr. brev. Se planen her:

REBILD KOMMUNE

Torsdag den 4. februar

Skørping Idrætscenter,Himmerlandsvej 59, Skørping

BRØNDERSLEV KOMMUNE

Torsdag den 4. februar

Brønderslev Hallerne,Knudsgade 15, rønderslev

AALBORG KOMMUNE

Torsdag den 4. februar

Aalborg Kongres & Kulturcenter,Europa Plads 4, 9000 Aalborg

Fredag den 5. februar

Aalborg Kongres & Kulturcenter,Europa Plads 4, Aalborg

MORSØ KOMMUNE

Fredag den 5. februar

Nykøbing Hallen,Nygade 29, Nykøbing M.

MARIAGERFJORD KOMMUNE

Fredag den 5. februar

Rosendal Hallen,Døstrupvej 23, Hobro

FREDERIKSHAVN KOMMUNE

Lørdag den 6. februar

Arena Nord,Harald Nielsens Plads 9, Frederikshavn

HJØRRING KOMMUNE

Søndag den 7. februar

Park Vendia Hallen,Thomas Morilds Vej 11, Hjørring

JAMMERBUGT KOMMUNE

Søndag den 7. februar

Brovst Hallen,Damengvej 2, 9460 Brovst

THISTED KOMMUNE

Mandag den 8. februar

Thyhallen,Lerpyttervej 50, Thisted

VESTHIMMERLANDS KOMMUNE

Mandag den 8. februar

Messecenter Vesthimmerland,Messevej 1, Aars

LÆSØ KOMMUNE

Region Nordjylland har endnu ikke fastlagt plan for vaccination på Læsø

Bekymring for gruppen

Jan Nielsen nærer en bekymring for, at ældre i denne gruppe kan blive tabt i vaccineplanen, hvis de ikke får den nødvendige hjælp.

- Vi har ikke samme kontakt til dem, og derfor håber vi, at pårørende i disse dage tager ekstra hånd om familiens ældre, siger Jan Nielsen.

Samtidig har kommunerne med en ny bekendtgørelse fået indsigt i hvilke borgere, der er indkaldt til vaccination. Dermed er det muligt at kontakte de ældre, som man vurderer har de største udfordringer i forhold til at benytte sig af tilbuddet.

Vaccination af ældre på plejehjem forløb smertefrit, da det hverken involverede tidsbestilling eller transport. Også vaccination af gruppen over 65 år, der modtager pleje og praktisk hjælp, blev gennemført med en ihærdig opsøgende indsats fra de kommunale ældresektorer, der er forvejen er i tæt kontakt med den gruppe borgere i dagligdagen, og derfor hurtigt kunne få overblik over, hvem der havde behov for hjælp.

I modsætning til tidligere i processen er der nu kun et vaccinationssted i hver kommune, hvor gruppen over 85 år skal have såvel 1. som 2. stik.

Når de tidligere vaccinerede grupper skal havde deres 2. stik kommer det til at foregå på de samme 22 decentrale vaccinationssteder, hvor de modtog deres 1. dosis.

Hvis man ikke har mulighed for selv at komme til vaccinationsstedet, kan man kontakte kommunen for at få hjælp med transport - i de tilfælde skal man ikke selv bestille en tid.

Ikke alle finder det helt let at booke en tid til covid-19-vaccination - her får du en syvtrins-guide frem til de to stik, hvis du er tilmeldt e-Boks og har NemID. Borgere der ikke er tilmeldt e-boks, skal bestille tid på Region Nordjyllands corona-hotline, telefonnummer 97 64 84 63

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.