Undersøgelser skal ikke syltes igen
Nu skal det så endelig undersøges hvilke afledte omkostninger, der er ved en etablering af en Egholm-forbindelse. Det besluttede et enigt byråd på byrådsmødet mandag 13.11.
Men… det kan i høj grad undre, at intet er sket i forhold til at undersøge disse forhold tidligere.
Der har jo været afsat to mio. kr ved budgetforhandlingerne i 2019 til at undersøge netop disse forhold.
Her blev det besluttet, at der i overslagsåret 2022 skulle undersøges Aalborg Kommunes eventuelle udgifter til tilslutningsanlæg til en eventuel motorvej over Egholm.
Det kom så - helt grotesk - frem på byrådsmødet, at et flertal i by- og landskabsudvalget med Rådmand Jan Nymark Thaysen i spidsen åbenbart havde blokeret for at føre beslutningen ud i livet.
På mødet virkede Thaysen helt uvidende om dette forhold, og fik under mødet åbenbart informationer fra embedsfolk.
Men… at der intet er igangsat for de 2 mio. virker endnu mere bekymrende, når man kan læse i byrådsreferatet fra 13.12.2021 under punkt 24, hvor man behandlede: “Godkendelse af høring om forslag af høring om lov om anlæg af en 3.Limfjordsforbindelse”.
Af dette høringssvar fremgår blandt andet at: “Aalborg Kommune vil jfr. forslag til lov om anlæg af 3. Limfjordsforbindelse overtage nogle nyanlagte vejstrækninger og stier. Der vil komme driftsomkostninger af disse vejstrækninger og stier.
For at sikre trafikafviklingen fra Egholmforbindelsen videre på det kommunale anlæg, vil det blive nødvendigt med nogle tilretninger af det kommunale vejnet. Der er i budget 2022 afsat 2 mio.kr til bl.a. at klarlægge omfanget af disse udgifter.
Og… Det forudsættes, at der tilvejebringes lovhjemmel til Aalborg Kommunes medfinansiering på 600 mio. kr, som det er beskrevet i aftalen om infrastrukturplan 2035”.
Et helt byråd havde altså godkendt denne undersøgelse. Og intet er sket. Nu har man så nogen få måneder til at gøre det arbejde, der skulle være blevet gjort forlængst.
Puha, man må desværre sige, at alt for meget omkring hele denne debat og proces om Den 3.Limfjordsforbindelse i alvorlig grad lider under demokratiske svigt, og det er dybt alvorligt i et demokrati, at man simpelthen direkte undlader, at følge op på og undersøge beslutninger, som et samlet byråd har vedtaget.
Nu er der så smidt endnu en pind ned i den ligkiste, der i forvejen bugner af skeletter.
For nylig kom det frem, at der ingen som helst skriftlige aftaler er lavet på, hvordan de 600 mio. kr Aalborg Kommune over 30 år skal spare op, skal bruges til.
Ingen aner konkret, hvad de penge præcist skal gå til. For ingen har fået det skrevet ned og fået det aftalt.
Men… nu er alle så tilsyneladende enige om at sagerne skal undersøges. Udmærket, men man kan nu godt være nervøs for, hvornår alle disse undersøgelser bliver færdige.
Rådmand Jan Nymark Thaysen, som skal lede arbejdet i by og plan havde alle mulige forbehold og problematikker fremme på byrådsmødet ift. undersøgelsen.
Underligt også, at Venstre slet ikke under punktet havde markeret, hvad de mente om selve undersøgelsen. Ikke et ord kom der fra Venstre og Danmarksdemokraterne, og socialdemokraterne var også stort set tavse.
Man kan godt være endog meget nervøs for, at ingen beløb er på bordet, når Folketinget i februar skal diskutere anlægsloven for Egholmforbindelsen, og at Folketinget derfor vedtager den famøse forbindelse, uden at de mennesker i Aalborg, som skal betale allermest til forbindelsen kender regningen.
Vi kan således som befolkning i Aalborg risikere, at blive taget som gidsler og komme til at stå med en kæmperegning til veje, støjafskærmninger, ramper etc. etc.
Alle ved hvad det vil betyde for velfærden i Aalborg Kommune mange år frem, mens der bygges på livet løs på den 20 km lange strækning med mange tilslutningsveje i Aalborg Vest, på Egholm og i Nørresundby og Lindholm.
Jeg vil stærkt opfordre til, at byrådet såfremt man ikke er blevet færdig med beregningerne, opfordrer Folketinget til at udskyde beslutningen, til der er et fuldstændigt oplyst grundlag økonomisk at beslutte udfra, hvor borgerne i Aalborg mere præcist ved, hvad de skal bidrage med af skattekroner.
Dette vil indlysende være en faktor og et benspænd for forbindelsen, som helt rimeligt bør indgå inden man beslutter sig i Folketinget.
Alt andet vil være dybt udemokratisk og uanstændigt over for Aalborgs befolkning.