Vaccine-brøler: Sådan gør SSI det svært for ældre at booke tid til vaccination
Statens Serum Institut opfordrer ældre uden computer og internet til at finde booking-telefonnummer på internettet - kommuner bestormes af forvirrede borgere

Sundhedsmyndighederne har gjort det ekstra besværligt for ældre uden computere at booke tid til vaccination - de får ikke oplyst det telefonnummer, de skal ringe til for at booke tid, og det er medvirkende til at flere kommuner står med ledige tider. Her vaccineres i Jammerbugt Kommune onsdag. Foto: Bo Lehm Bo Lehm
NORDJYLLAND:Sundhedsmyndighederne undlader at oplyse tusindvis af ældre borgere om det vigtige telefonnummer de skal bruge, for at bestille tid til vaccination mod covid-19.
Det drejer sig om den gruppe af borgere, primært ældre, der er fritaget for digital post, og derfor modtager et "gammeldags" papirbrev om vaccination i deres fysiske postkasse. Planen er, at de telefonisk skal ringe og bestille tid til vaccination, men telefonnummeret fremgår ikke af brevet. I stedet henviser Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen de ældre til at finde telefonnummeret på www.vacciner.dk.
Det lyder da som om, man har haft hovedet under armen, hvis man ikke oplyser telefonnummeret i det brev, der sendes ud
Birgit Hansen (S)
Det oplever mange som en hån fra myndighedernes side, da de netop er fritaget for digital post, fordi de ikke føler sig klædt på til at håndtere de elektroniske udfordringer. Mange har hverken computer eller internet.
- Ikke smart
De nordjyske kommuner oplever i disse dage en storm af henvendelser fra forvirrede og frustrerede borgere, der ikke kan hitte rede i, hvordan de skal booke tid til vaccination. Samtidig oplyser flere kommuner, at de har ledige vaccinetider, og opfordrer indtrængende borgere til at booke tid.
Hvis man vil have flest muligt til at booke en tid, hvor smart er det så at bede ældre, uden computer og internet, om at finde et telefonnummer på en internetside?
- Det er bestemt ikke smart, lyder det fra Jan Nielsen, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune. Han bakkes op af borgmester i Frederikshavn, Birgit Hansen (S), der ikke selv har set brevet.
- Det lyder da som om, man har haft hovedet under armen, hvis man ikke oplyser telefonnummeret i det brev, der sendes ud, siger Birgit Hansen.
Man burde på forhånd kunne se, at det vil give problemer, at man henviser ikke digitale borgere til internettet
Jan Nielsen
Jan Nielsen har forståelse for, at sundhedsmyndighederne har haft travlt med at udsende breve om vaccination, men der er ikke grund til at gøre det unødigt besværligt for de ældre, understreger han.
374.617 danskere over 15 år er fritaget for digital post - heraf cirka 38.000 nordjyder.
Mange af dem er hjemmeboende og særdeles velfungerende ældre, som sagtens selv kunne ringe og booke tid til vaccination - hvis de altså fik nummeret oplyst. Nu er de i stedet afhængige af, at pårørende eller andre kan søge nummeret frem på nettet, og det er ganske kompliceret, hvis man ikke lige ved hvor, det skal findes. Det får man heller ikke oplyst i brevet.
Kunne forudses
- Man burde på forhånd kunne se, at det vil give problemer, at man henviser ikke digitale borgere til internettet, siger Jan Nielsen.
Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen sender de kommende måneder enslydende breve ud til samtlige knap fem millioner borgere over 15 år, uanset om de har nemID elle ej. Jan Nielsen så gerne, at brevene var direkte målrettet de enkelte grupper, så de var til at forstå.
- Det havde været lettere for alle, hvis man sendte et fornuftigt brev ud, som alle kunne forstå, og hvor man fik oplyst det telefonnummer i regionen, man skal ringe til - i øvrigt også hvis man har problemer med at booke tid digitalt, siger Jan Nielsen.
I Nordjylland skal borgere, der er fritaget for digital post, ringe og bestille tid på Region Nordjyllands corona-hotline - telefonnummer 97 64 84 63 - men ikke før de har modtaget brev med tilbud om vaccination.
Gør det enkelt
Borgmester Birgit Hansen har de seneste dage opfordret borgere til at booke tid til vaccination, da Frederikshavn Kommune har mange uudnyttede tider. Hun erkender, at det konkrete eksempel på manglende information til ældre kan være medvirkende til, at de ikke har booket en tid.
- Hvis man ikke har e-Boks og NemID, så er det nok ensbetydende med, at man ikke sidder og surfer rundt på internettet, og så skal man naturligvis have nummeret oplyst direkte i brevet, understreger Birgit Hansen.
- Vi er nødt til at gøre det enkelt for borgerne, ikke fordi de er dumme, men man kan let blive forvirret og stresset, når man får et standardbrev, hvor der er ganske få dages tidsfrist til at booke en tid, og oplysningerne ikke er tilgængelige og fyldestgørende, siger Birgit Hansen.
I det konkrete tilfælde drejer det sig om at oplyse fem telefonnumre i brevet - eet for hver af de danske regioner.
Jan Nielsen glæder sig over, at de nordjyske kommuner har sat alle ressourcer ind på at kontakte de borgere, som man forudser kan have problemer med at få booket en tid til vaccination. De får hjælp af hjemmepleje og kommunale kontaktcentre, og i nogle tilfælde kontakter kommunen deres pårørende direkte, for at bede dem hjælpe ældre med at booke en tid.
- Hvis kommunerne ikke var så aktive og opsøgende, så ville det slet ikke fungere, siger Jan Nielsen.
Alle skal hjælpe
Birgit Hansen påpeger, at ikke alle ældre tjekker postkassen eller e-Boks dagligt. Der kan også være længe imellem, at de får besøg af hjemmehjælp og plejepersonale, der kan informere dem om deres situation.
- Lige nu er der et stort behov for, at vi alle bidrager til at hjælpe vore medmennesker, understreger hun.
- Det gælder styrelser, stat, region og kommuner, der skal give klare informationer, men også pårørende og naboer, som kan give en hånd med for at sikre, at alle får hjælp til at blive vaccineret.
- Det er meget muligt, at vi kan prale med, at infrastrukturen med udbringning af vacciner er tip-top, men det er ikke meget værd, hvis de relevante informationer og hjælp til at booke tider ikke når frem til borgerne, understreger hun.
Birgit Hansen har opfordret de statslige myndigheder til at gøre systemet så brugervenligt som overhovedet muligt, og efterspørger målrettede kampagner, der kan oplyse borgerne om hvordan de skal forholde sig.
- Det er der tydeligvis et enormt behov for, siger Birgit Hansen.
Den mangelfulde information til ældre borgere kan betyde, at de ikke får booket en tid indenfor den fastsatte frist. I de tilfælde opfordrer kommunerne til at man henvender sig til sin vanlige kontakt i kommunen, så vil man få hjælp der.
NORDJYSKE har spurgt Statens Serum Institut, hvorfor man ikke oplyser de relevante telefonnumre i brevet, men onsdag eftermiddag havde vi endnu ikke modtaget svar.
Se her hvordan du booker tid, hvis du er tilmeldt e-Boks:
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.