For mig er historien også personlig.

Min onkel var en af de landmænd, der købte en af de tidligere statsgårde i Store Vildmose. Han tog imod statens opfordring, flyttede sin familie ud på mosen og brugte sit arbejdsliv på at dyrke den jord, som staten ønskede gjort til produktiv landbrugsjord. Han var ikke klimasynder.

Han var pioner.

Jeg husker ham ikke som en mand, der talte om klima eller ideologi.

Jeg husker ham som et menneske, der passede sin jord, tog ansvar for sin familie og var stolt af at producere fødevarer til danskerne.

I dag ønsker staten det modsatte.

Det kan der være gode grunde til.

Men historien rejser et spørgsmål, som rækker langt ud over Store Vildmose.

Hvordan leder vi et samfund gennem nødvendige forandringer uden samtidig at underkende de mennesker, der loyalt fulgte den kurs, samfundet selv havde udstukket?

Nordjyskes artikel citerer professor Eva Sørensen for, at et stærkt demokrati også er kendetegnet ved, at man har opmærksomhed på mindretallene, og at den grønne omstilling kræver respekt, dialog og en ordentlig tone. Hun advarer samtidig om, at omstillingen ellers kan skabe dybere mistillid mellem land og by.

Efter min mening rammer hun kernen.

For den offentlige debat handler næsten altid om CO2, kvælstof og biodiversitet.

Men langt sjældnere om ledelse.

Vi accepterer som samfund, at ny viden ændrer vores handlinger.

Det er sådan, et oplyst demokrati udvikler sig.

Men ny viden giver os ikke ret til at omskrive fortiden, som om mennesker, der handlede ansvarligt ud fra datidens viden og politiske beslutninger, var moralsk fejlende.

Da Maria Reumert Gjerding - dengang præsident for Danmarks Naturfredningsforening og i dag miljøminister - skrev, at hun aldrig ville købe vildmosekartofler, og at det var "forrykt", at de blev dyrket, var budskabet rettet mod klima og natur.

Det er et legitimt politisk standpunkt.

Men som miljøminister har hun i dag en anden rolle.

Hun repræsenterer hele Danmark.

Derfor bliver sproget en del af ledelsesopgaven.

Den grønne omstilling bliver ikke stærkere af, at mennesker oplever deres livsværk reduceret til et problem.

Den bliver stærkere, når mennesker oplever, at de bliver inviteret til at være en del af løsningen.

Jeg skriver ikke dette som et forsvar for enhver landbrugspraksis.

Jeg skriver det som et forsvar for den tillid, som enhver demokratisk omstilling er afhængig af.

Historien om Store Vildmose er derfor ikke blot historien om de sidste kartoffelavlere.

Den er historien om et samfund, der bliver klogere.

Spørgsmålet er, om vi kan blive klogere uden samtidig at glemme, hvem der bragte os hertil?

For vi bygger ikke fremtiden ved at ydmyge fortiden.

Vi bygger den ved at lade ny viden vise vejen - og ved at møde de generationer, der gjorde det Danmark muligt, som vi i dag ønsker at gøre endnu grønnere, med respekt.