Vi må ikke smide maritim arv ud

 <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Arkivfoto: Martin Damgård

Åbent brev til samtlige byrådsmedlemmer i Aalborg:

Aalborg bærer på en maritim historie - og kan takke sin maritime tilknytning for den udvikling, som byen har gennemgået.

En maritim historie, som vi i Aalborg Marineforening som en af byens hæderkronede foreninger, er med til at støtte op om - og at værne om. I et stærkt samarbejde og nært naboskab med Springeren - Maritimt Oplevelsescenter.

Springeren - Maritimt Oplevelsescenter er i den grad med til at profilere Aalborg og ikke mindst at fortælle Aalborgs maritime historie.

Året rundt tiltrækker oplevelsescentrets fine og omfattende samlinger tusindvis af udenlandske turister og danske gæster, som er interesseret i Aalborg og landets imponerende maritime arv. Et faktum, der har stor betydning for turismeomsætninger på hoteller, overnatningssteder, restauranter og i detailhandlen.

De mange tusinde gæster glæder sig over de flotte skibsmodeller og fordyber sig i de maritime udstillinger, der rummer både den merkantile søfart, der har sat hele landet og ikke mindst Aalborg søkortet men også den maritime infrastruktur, der har bygget bro mellem havnebyer som Aalborg og det store udland.

Hertil kommer hele fortællingen om den stolte danske flåde, der gennem historien har værnet om udviklingen af det danske velfærdssamfund. Et forhold, der understreges af Aalborgs stolte tradition med at adoptere flådeskibe - senest fregatten "Absalon".

Aalborg Byråd bør være opmærksom på, at Springeren - Maritimt Oplevelsescenter er stedet, der sætter ord, billeder og handling bag fortællingen om Aalborgs historie som søfartsby. En by, der har bygget sin velstand og udvikling på netop placeringen ved Limfjorden og med en stærk tilknytning til søfart og skibsbygning. Først gennem skudefarten, der fyldte Aalborgs havn med vigtige råstoffer og fødevarer, senere hen med en hundredårig tradition omkring skibsbyggeri. En værftsindustri, der gennem årene dels beskæftigede tusindvis af værftsarbejdere i Aalborg, og dels har betydet, at fragtskibe, færger, flådeskibe, polarskibe og imponerende krydstogtskibe med afsenderadresse fra Aalborg har repræsenteret byens industrielle kunnen.

Hertil kommer historien om Aalborg Havn, der har udviklet sig fra kul og varer over kajen med håndkraft og lastekraner til et moderne transportcenter samt Grønlandsfarten, der i mange år spillede en betydelige rolle for såvel Grønland, men især for tusindvis af arbejdspladser i Aalborg.

Sådan et sted må ganske enkelt ikke gå tabt i de kommunale budgetforhandlinger.

Vi må ikke smide hele vores maritime arv ud på denne måde, så der skal lyde en indtrængende opfordring til, at en beslutning om at fjerne driftstilskuddet til Springeren - Maritimt Oplevelsescenter ikke effektueres.

Set i det historiske og maritime perspektiv har vi ganske enkelt ikke råd til at undvære Springeren - Maritimt Oplevelsescenter.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.