Og jeg kan mærke det i mit arbejde, hvor vi som lærere, pædagoger og ledere ofte står i et krydsfelt af meget store og til tider også urimelige forventninger fra forældre.

Det er, som om det gode forældreskab i dag alt for let bliver koblet sammen med konstant tilstedeværelse, høj bevidsthed og uendelig indsats. Vi skal være nærværende, opmærksomme, følelsesmæssigt afstemte og udviklingsstøttende. Hele tiden. 

Men midt i alle de ambitioner risikerer vi at overse noget helt grundlæggende: Børn har også brug for plads. De har brug for at få lov til at klare lidt selv, kede sig lidt, finde ud af noget selv og bevæge sig lidt væk fra os.

For nylig var jeg til en konference om forældresamarbejde i dagtilbud og skole. Her talte professor Lene Tanggaard blandt andet om, at børn kan meget mere, end vi tror, og at vi som forældre måske i virkeligheden skal gøre mindre, end vi tror. Den pointe blev hængende i mig, fordi den ramte noget, jeg selv havde oplevet.

I sommers rejste jeg alene til Sverige med min datter for at besøge min familie. På færgen hjem gyngede det så meget, at jeg blev søsyg. Mit serviceniveau som mor var derfor mildt sagt ikke imponerende. 

Jeg lagde mig i en sofa tæt ved legeområdet og sagde til min datter, at hun kunne gå over og lege eller tegne lidt og se iPad.

Min familie har boet i Sverige i mange år, så jeg har selv været på den samme tur som barn. Jeg husker tydeligt, hvordan de voksne satte sig med kaffe fra termokanden, mens jeg legede i legerummet og gik lidt rundt på skibet. Så helt forkert kunne det vel ikke være.

Faktisk så jeg næsten ikke min datter resten af sejlturen. Hun kom tilbage indimellem, når hun var tørstig, skulle tisse eller lige ville have en snack. Og så var hun afsted igen.

Skal ikke optimeres

Det fik mig til at tænke på tryghedscirklen, som mange småbørnsforældre kender fra sundhedsplejersken. Barnet har brug for en tryg base at vende tilbage til, men det har også brug for at bevæge sig ud i verden, udforske, prøve sig frem og mærke, at det kan noget selv. Udvikling sker ikke kun i den tætte kontakt. Den sker også i bevægelsen væk fra den.

Det er måske netop her, vi som forældre i dag kan komme til at spænde ben for noget vigtigt. Ikke fordi vi vil vores børn det dårligt. Tværtimod. Men fordi vi er blevet så optagede af at gøre det rigtigt, at vi nogle gange kommer til at fylde for meget. 

Vi organiserer, forklarer, planlægger og følger med. Vi vil gerne støtte. Men støtte kan også komme til at ligne styring.

Tanggaard pointerede også, at forældreskab er ikke noget, man kan optimere sig til gennem flere råd, flere podcasts eller flere bøger. Det er et håndværk, man lærer undervejs og sammen med sit barn. Og en del af det håndværk er også at give slip. Hvis vi hele tiden har planer på vores barns vegne, risikerer vi at overse barnets egne initiativer.

Når et lille barn er tørstigt, henter vi gladeligt et glas vand. Men det skal vi jo ikke blive ved med. På et tidspunkt skal barnet selv hente det. Både fordi det kan, og fordi det skal have lov til at øve sig. Den bevægelse gælder i det små, og den gælder i det store.

Derfor er det uperfekte forældreskab ikke nødvendigvis et problem. Nogle gange er det netop her, børn får mulighed for at vokse.

En sjov detalje fra færgeturen var, at det lille legerum faktisk var helt fyldt. Ikke kun af børn, men af voksne sammen med deres børn. Det kan man jo tænke lidt over.