Nu er de 10.000 øl solgt

Kæmpe øl-samling fra hus ved Visse skal nu udstilles i Blokhus.

AALBORG:55-årige Claus Nielsen fra Visse, der pludselig blev landskendt for sit hus med 10.000 øl, må nu vinke farvel til sin store øl-samling.

På grund af stram økonomi forsøger han at sælge sit hus, der blandt andet rummer en enestående samling af 10.000 øl. Dem har han samlet gennem 40 år, og han var parat til at sælge den store øl-samling sammen med huset på Vissevej 51 ved Visse.

Men nu han fået et tilbud fra Kulturhuset Blokhus om at købe den store øl-samling, og det tilbud har han takket ja til.

Men ikke uden vemod.

- Nej, jeg er ikke glad, for det er jo et helt livsværk. Men jeg kan ikke tage de mange øl med mig, fortæller Claus Nielsen til Nordjyske.

Flere andre interesserede har også henvendt sig til ham for at købe de mange øl, men Kulturhuset Blokhus kom først.

Hvad øl-samlingen sælges for, vil Claus Nielsen ikke røbe.

Han er tidligere lastvognsmekaniker, men for fire år siden mistede han jobbet, og nu er han nødt til at sælge sit hus, fordi han ikke længere kan få dagpenge.

Den massive omtale af ”ølhuset fra Visse” har da også skabt en vis interesse, og mange har klikket sig ind på ejendomsmæglerens side for at se salgsannoncen.

Det 240 kvadratmeter store hus er sat til salg for 1.145.000 kr., og i næste uge fremvises det for mulig købere.

Men den store øl-samling kan de altså ikke længere købe.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.