Ny Hobro-bet i Næstved

Store chancer blev brændt, og så løb sjællænderne med sejren i 1. divisionskampen

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

NÆSTVED:Hobro IK trådte søndag dybere ned i pointkrisen, da de tabte hele 3-0 på udebane til Næstved i 1. division i fodbold. Dermed står Ove Pedersens mandskab blot noteret for ét point efter tre kampe.

Kort før kampstart solgte Hobro topscoreren Mayron George til Randers FC, men holdet kom fint ud til kampen og viste større aggressivitet end hidtil i sæsonen. Lucas Jensen var i hopla på højrekanten og allerede i det 5. minut kom han alene igennem - men brændte på Næstved-keeperen.

Hjemmeholdet lurede på omstillinger, og i et par omgange truede de Jesper Rask i Hobro-målet, der dog gjorde sit arbejde fint på et par fine tilbud.

Efter en halv time fik Lucas Jensen sin anden store mulighed, da han blev spillet helt fri af Sebastian Andersen. Hobro-spilleren fik også prikket bolden forbi målmanden, men en forsvarer nåede tilbage og reddede på stregen.

Også Anders Holvad testede Næstved-keeperen efter en godt træk i feltet, men ind ville bolden ikke. I stedet dummede Babajide Ogunbiyi sig og begik et klodset straffespark i det 39. minut. Det omsatte Jeppe Illum stensikkert til 1-0.

Hobro kværnede videre i anden halvleg og fik en ny gigantisk chance efter en times spil. Lucas Jensen var igen synderen, da han efter en fin nedtagning kanonerede bolden langt over mål fra tæt hold. Det blev hans sidste aktion, for minuttet efter blev han erstattet af Martin Mikkelsen.

I slutfasen satte Næstved så trumf på. Først ved Patrick Hansen, der efter passivt forsvarsspil fik lov at sparke en returbold i nettet til 2-0 i det 89. minut.

Hobro kom hurtigt op i den anden ende og ramte stolpen, og så løb Næstved kontra og scorede til 3-0 ved Mathias Malte Johannsen.

Kun Vendsyssel FF har fået en dårligere sæsonstart end Hobro, da de har tabt alle tre kampe.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.