Sport

Ove: Skulle have sørget for bedre optakt

Vendsyssel FF’s cheftræner forsvarer sine spilleres underdrejede indsats i Næstved

Ove Christensen spejdede søndag forgæves efter sammenhængende offensive aktioner fra sit mandskab. Arkivfoto: Claus Søndberg
Ove Christensen spejdede søndag forgæves efter sammenhængende offensive aktioner fra sit mandskab. Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 07:21

NÆSTVED: Spillemæssigt fandt Vendsyssel FF aldrig sig selv i søndagens 1. divisionskamp i fodbold mod Næstved. Derfor glæder cheftræner Ove Christensen sig over, at man alligevel havde tre point med hjem fra Sjælland efter en 1-0 sejr.

- Mod vores vilje blev det en ren forsvarskamp for os. Vi kom til at kæmpe usædvanligt hårdt for sejren, men jeg var trods alt imponeret over den arbejdsindsats, spillerne lagde for dagen. Desuden havde Jesper Christiansen i målet flere afgørende redninger, siger han.

Ove Christensen erkender, at en bustur på næsten seks timer ikke var den optimale optakt til opgøret.

- Vi var ramt, og det blev ikke bedre af, at vi spillede i en steghed gryde på Næstved Stadion. At vi ikke fik bedre forberedelser må os i ledelsen tage på vores kappe. Set i bakspejlet skulle vi have sørget for en bedre optakt for spillerne, siger cheftræneren.

Tilbage står dog et imponerende facit på syv point for tre kampe og dermed en aktuel tredjeplads i 1. division for Vendsyssel FF.

- Placerings- og pointmæssigt har vi gjort en god reklame for topkampen mod Lyngby på søndag i Hjørring, siger Ove Christensen.

Inden da skal Vendsyssel FF på onsdag møde Jammerbugt FC i DBU Pokalen.

- Vi må se, hvordan vi kan få doseret kræfterne, for kampen i Næstved trak tænder ud, siger cheftræneren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden