Paul Rode ikke i sololøb
Jørgen Tousgaards personangreb på Paul Rode er helt forfejlet, mener SF'ere
"Massakren på banen skal virkelig være slem, før en halvgammel kyniker som mig træder frem […] sku' man gemme sig i busken? Nej, gu' skal man ej; man må græmmes ved et game så lusket og fejt!" Hvis Jørgen Tousgaard m.fl. føler sig ramt af citatet, er det med fuldt overlæg! Ordene i citatet stammer fra frederikshavnertroubadouren Allan Olsens sang "Roser og violer blå", hvor det vrimler med politik omsat til fodbold, så lad os endelig blive i dén terminologi: det er både etisk og spillemæssigt uacceptabelt at gå efter manden i stedet for bolden, men vi føler klart, at der her er udført et frontalangreb på personen Paul Rode Andersen og ikke på bolden (sagen). Der nævnes flere eksempler på PRA's såkaldte sololøb, hvilket er en markant fejltolkning, idet det er hele holdet, der har været bag de omtalte kampe - såvel sejre som nederlag, hvoraf kan nævnes: Døgninstitutionen på Nordre Strandvej, hvor hele SF ønskede, at de i forvejen sårbare unge kunne få et godt hjem - og hvorfor trække pinen via en pseudodemokratisk proces, der alligevel ville få det røde kort i byrådssalen?! Nu er håbet så, at det lykkes at finde en god alternativ placering, så disse unge ikke skal blive siddende på bænken. Vindmøllerne, der er helt i tråd med både vores og Frederikshavn Kommunes miljøpolitik, har været en markant mærkesag for hele SF, så det kan vel ikke komme som en overraskelse for nogen, at vi alle forsøger at få spillet til at glide på dét område. Desuden er det da ganske uhørt, at man udefra blander sig i, hvem der står i spidsen for et hvilket som helst hold; vi så gerne, at Paul Rode Andersen beholdt anførerbindet på, også efter SF's generalforsamling senere i denne måned. Afslutningsvis dribler vi bolden tilbage til Jørgen Tousgaard & Co., idet vi forsikrer ham, at vi alle er "ordentlige og fornuftige medlemmer af SF, der gerne ser et samarbejde mellem S og SF …"
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.