Ellemann er i stormvejr på Christiansborg: Men i Nordjylland er borgmestre anderledes stemt

Udmeldingen om, at Venstre ikke længere ønsker en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen, falder ikke ubetinget i god jord hos tre nordjyske Venstre-borgmestre

Mikael Klitgaard: - Hvis man vil have indflydelse, så må man bide i nogle kameler. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Mikael Klitgaard: - Hvis man vil have indflydelse, så må man bide i nogle kameler. Foto: Martél Andersen

VENDSYSSEL:Søndag meddelte Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, at han ikke længere ønsker en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

- Man kan ikke starte et regeringssamarbejde med en advokatvurdering af landets statsminister, sagde han til blandt andet DR.

Under valgkampen slog han ellers flere gange fast, at Venstre kræver en advokatundersøgelse af statsministerens rolle i aflivningen af alle mink i Danmark.

Den nye udmelding falder ikke ubetinget i god jord hos de tre Venstre-borgmestre i Vendsyssel.

Mikael Klitgaard (V) er borgmester i Brønderslev Kommune:

- Før valget havde jeg jo håbet på en borgerlig regering, men efter valget ville flertallet noget andet. Og så har man jo den mulighed, at hvis man vil have indflydelse, så må man bide i nogle kameler. Og den vurdering må han tage. Men jeg synes, han er kravlet for langt op i træet her. Så nu slår han sig på vej ned.

- Når det så er sagt, så har jeg stor tillid til Jakob Ellemann-Jensen, og han må vurdere, hvad der tjener landets borgere bedst.

- Jeg har den personlige holdning, at det handler om at få indflydelse. Jeg ser det som vigtigt, at vi får skabt mere velfærd, fornuftige CO2-afgifter og får lavet grøn omstilling i et hurtigt tempo samt arbejde på et øget arbejdsudbud i både det offentlige og private. Det er vigtigere end en minkkommission.

Giver køb på signalværdien

Hos Søren Smalbro (V), som er borgmester i Hjørring Kommune, lyder det:

- Helt overordnet har jeg det godt nok svært med, at man siger ét før et valg, og så gør man noget andet efterfølgende. Jeg synes, det er forkert, siger han til Ritzau.

Den tredje Venstre-borgmester i Vendsyssel er Tobias Birch Johansen på Læsø.

Han er ikke tilfreds med søndagens beslutning fra partitoppen.

- Jeg er ærgerlig over, at vi dropper kravet om en advokatvurdering. Det synes jeg, at man skulle have holdt fast i, og det tænker jeg godt, man kunne have gjort på trods af at gå i regering. Jeg kan godt se, at det ikke giver den store mening uden et flertal bag, men selve signalværdien synes jeg ikke, man skulle have givet køb på.

Tobias Birch Johansen: - Jeg er ærgerlig over, at Jakob Ellemann-Jensen føler sig nødsaget til at gå på kompromis <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Tobias Birch Johansen: - Jeg er ærgerlig over, at Jakob Ellemann-Jensen føler sig nødsaget til at gå på kompromis Foto: Kim Dahl Hansen

- Så jeg er ærgerlig over, at Jakob Ellemann-Jensen føler sig nødsaget til at gå på kompromis med det. Det handler om at finde ud af, hvordan vi forvalter Grundloven med hensyn til at nedlægge et helt erhverv.

- Når det så er sagt, så står vi jo i den situation, at danskerne de facto har valgt Mette Frederiksen til at være statsminister. Og så er der to muligheder: Enten at sætte sig på bagerste række med armene over kors eller søge medindflydelse. Og her kan vi ikke, som det andet største parti, lade være med at søge den indflydelse.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil mandag aften give "en status på det sidste døgns begivenheder samt de igangværende forhandlinger" til blandt andet partiets hovedbestyrelse og borgmestre.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.